AaB-debut gik under radaren: Vil ofre alt for superligakarriere
18-årige Gustav Dahl fra Hjørring står foran et skelsættende år i sin unge fodboldkarriere

Gustav Dahl fik sin officielle AaB-debut i superligaholdets playoff-kamp mod Viborg FF, hvor han blev sendt på banen i den forlængede spilletid. Foto: Lars Pauli
FODBOLD:Superligasæsonen sluttede som en nedtur for AaB med nederlaget til Viborg FF i playoff-kampen om en billet til Uefa Conference League. Men for 18-årige Gustav Dahl var kampen alligevel en stor oplevelse.
Med 10 minutter tilbage af den forlængede spilletid blev den unge midtbanespiller sendt på banen til sin AaB-debut. Han afløste Malthe Højholt i den skelsættende kamp og nåede at efterlade et solidt indtryk. Han var god på bolden og ikke bange for at tage initiativ.
- Jeg blev sendt til opvarmning allerede efter 20 minutter af den ordinære spilletid, fordi Oliver Ross havde lidt ondt. Så jeg var egentlig godt brugt, da vi nåede frem til den forlængede spilletid, og jeg troede faktisk, at vi havde brugt alle vores udskiftninger, fortæller Gustav Dahl.
Gustav Dahl
- Født: 20. marts 2004 (18 år)
- Barndomsklub: Skibsby Højene IF
- Skiftede til AaB som U13-spiller
- Position: Midtbanespiller
- Har spillet ni U16-landskampe for Danmark
- Fik debut for AaB's superligahold 29. maj mod Viborg FF
- Går i eliteklassen på Handelsgymnasiet Aalborg
- Derfor var jeg lidt overrasket, da jeg fik besked om, at jeg skulle ind, men jeg nåede stadig at få sommerfugle i maven. Heldigvis fandt jeg hurtig mine fødder på banen, og jeg er egentlig godt tilfreds med det aftryk, jeg fik sat. Det hjalp mig nok også lidt, at jeg havde friske ben, mens mange af de andre var ved at være slidte, fortæller det 18-årige AaB-talent.
Et forsømt forår
Han blev sendt på banen mod Viborg som defensiv midtbanespiller (såkaldt 6'er), men det er ikke hans favoritposition.
- Jeg har mest spillet som 8'er, og det er nok også min foretrukne position, for der kan jeg bedre få lov at udnytte nogle af mine offensive kvaliteter.

Gustav Dahl fyldte 18 år i marts og har kontrakt med AaB indtil sommeren 2024. Foto: Lars Pauli
AaB-debuten kom efter et ellers længe forsømt forår for Gustav Dahl, der missede U19-holdets første otte kampe i 2022.
- Jeg blev skadet i den ene hoftebøjer på træningslejren på Malta i januar, og derfor har jeg ikke spillet ret meget i forårssæsonen. Skaden kostede næsten fire måneder på sidelinjen, så det lå ikke i kortene, at jeg skulle have min debut på førsteholdet i denne sæson. Min form har helt klart været bedre, erkender han.
Gustav Dahl gjorde comeback i en U19-kamp 30. april, og mindre end en måned senere stod han altså midt i en vigtig superligakamp.
- Jeg fik beskeden om, at jeg skulle med i truppen mod Viborg, da jeg dagen forinden sad i omklædningsrummet ovre i FCK og skulle til at spille en U19-kamp, fortæller Gustav Dahl.
Debuttalen droppet
AaB endte som bekendt med at tabe playoff-kampen efter straffesparkskonkurrence, og derfor fik den unge spillers debut ikke den store opmærksomhed.
- Jeg fik et klap på skulderen af trænere og holdkammerater, men debut-talen i omklædningsrummet sprang jeg altså over. Det var ikke lige det, der var brug for på det tidspunkt, så den har jeg til gode til senere, siger den unge midtbanespiller.
Han er først fyldt 18 år i foråret, og det betyder, at han også i den kommende sæson er U19-spiller. Alligevel har han allerede trænet en del gange med superligaholdet, og planen er, at den aktivitet skal intensiveres efter sommerferien.

Gustav Dahl ses her i aktion for AaB's U19-hold i en kamp på træningslejren på Malta. Den blev begyndelsen på et længere skadesforløb for midtbanespilleren. Arkivfoto: Lars Pauli
- Jeg har fået god respons fra AaB, og det er min fornemmelse, at de tror på mig og følger min udvikling. Derfor er det mit klare mål, at jeg næste sommer skal rykkes op i superligatruppen, for det føler jeg, at jeg har kvaliteterne til.
- Om det lykkes, afhænger dog af, hvor hårdt jeg vil arbejde for det, og jeg kan garantere, at jeg ikke slår op i banen nu. Jeg har allerede ofret meget for at nå hertil, fastslår han.
Han går til daglig i eliteklassen på Handelsgymnasiet Aalborg, og herfra er der god fleksibilitet omkring fodboldkarrieren.
- Der er stor forståelse for, at jeg nogle gange skal træne med superligaholdet om formiddagen, fortæller Gustav Dahl.
I mange år spillede han både fodbold og håndbold, men efter at han som U13-spiller rykkede fra Hjørring til AaB, kunne han ikke længere fortsætte det dobbeltliv.
- Og det gav egentlig sig selv, at jeg måtte droppe håndbolden, for mit talent var klart størst indenfor fodbold, fastslår han.
De kommende 12 måneder skal for alvor vise, hvor langt Gustav Dahl kan drive det.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.