AaB-duo efter nyt nederlag: Ikke tilfreds men heller ikke bekymret
Rasmus Thelander og cheftræner Martí Cifuentes ser fremskridt før onsdagens sidste test mod Lyngby

AaB kom først på måltavlen mod FC Midtjylland, da de unge talenter indtog banen. Foto: Kim Dahl Hansen
FODBOLD:Rasmus Thelander fik i søndagens 1-3-nederlag mod FC Midtjylland sine første kampminutter for AaB i 2021. Et baglår har drillet forsvarsstyrmanden en smule i superligaklubbens opstart, men han har ikke selv været bekymret.
- Jeg har kun misset tre træninger, og det gik fint i den time, jeg spillede, siger Thelander, der dog erkender, at det gik mindre fint for holdet - især i den første halve time.
- Midtjylland havde for let ved at vende spillet, så vi kom til at løbe efter dem og endte ofte med at stå meget lavt på banen, så den del er jeg ikke tilfreds med.
Stopperen mener dog også, at AaB undervejs i testkampen fik rettet tingene fornuftigt til.
- Vi blev bedre til at spille bolden op og få bid på midtbanen, og vi fik sat en del offensive ting sammen, som kampen skred frem. Vi truede dem også på vores standardsituationer, men desværre manglede der lige det sidste - i forhold til at få udbytte af tingene, siger Rasmus Thelander.

Arkivfoto Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Cheftræner Martí Cifuentes stod også tilbage med blandede følelser efter opgøret i Herning.
- Jeg er mere tilfreds med indsatsen, end jeg var mod Randers i den første testkamp. Mod Midtjylland tabte vi færre bolde i opspillet, men jeg kan ikke være sådan rigtig tilfreds, når vi igen indkasserede tre mål og tabte.
- Vi skal blandt andet være lidt hurtigere og skarpere, når vi erobrer bolden i vores pres, men jeg synes, at spillerne begynder at forstå mine ideer, siger AaB-træneren.
Rasmus Thelander er da også optimistisk før superligaholdets sidste testkamp mod Lyngby på onsdag.
- Hvis jeg skal se positivt på det, så fik vi rettet tingene til undervejs, og jeg har en følelse af, at vi er klar til at tage det næste skridt og få bedre bid offensivt på onsdag, siger forsvarsspilleren.
NORDJYSKE streamer onsdagens kamp mod Lyngby direkte fra kl. 13.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.