AaB

AaB forhandler om salg af anfører og topscorer Mathias Jørgensen

Klubben har modtaget et bud fra en unavngiven udenlandsk klub

AaB forhandler om et salg af anfører og topscorer Mathias Jørgensen.
AaB forhandler om et salg af anfører og topscorer Mathias Jørgensen. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 14:39

AaB er på vej til at sælge sin topscorer og anfører Mathias Jørgensen.

I en fondsbørsmeddelelse torsdag morgen fremgår det, at klubben har modtaget et bud på angriberen fra en unavngiven udenlandsk klub, og at man nu forhandler.

Tipsbladet.dk skriver, at buddet kommer fra den norske klub Bodø/Glimt. Klubben har i forvejen den tidligere AaB-angriber Kasper Høgh i truppen.

Der er dog ikke sikkerhed for, at man opnår en aftale, lyder det.

AaB har dog allerede en idé om, hvad Mathias Jørgensen kan komme til at indbringe klubben i kroner og øre.

I børsmeddelelsen skriver nordjyderne nemlig, at et salg vil betyde, at det økonomiske resultat for regnskabsåret vil lyde på et minus i niveauet 0-10 millioner kroner.

Hidtil har forventningen været et underskud på mellem 15 og 25 millioner kroner. I regnestykket har AaB medtaget, at man forventer at investere i sit akademi og i spillertruppen.

Tipsbladet.dk melder om en pris i underkanten af 20 millioner kroner.

Den nu 24-årige Mathias Jørgensen har været i AaB siden 1. februar 2024, hvor han kom til fra Esbjerg fB. Han har spillet 51 kampe og scoret 27 mål.

Da han kom til AaB, lå klubben i 1. division, og Mathias Jørgensen spillede en afgørende rolle i oprykningen sidste år.

Han kunne dog ikke ændre på, at AaB nu igen er rykket ud af Superligaen.

Siden nedrykningen blev en realitet, har AaB tyndet ud i truppen. Kasper Davidsen og Kasper Jørgensen er sendt til henholdsvis tysk og østrigsk fodbold, mens Oumar Diakhité har fået sin kontrakt revet over.

Til gengæld får man tilgang af Frederik Børsting, der er opfostret og har spillet flere succesfulde sæsoner i klubben.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden