AaB

AaB forlænger med Okore

28-årige Jores Okore fortsætter hos Hele Nordjyllands Hold på en etårig aftale

Arkivfoto:; Claus Søndberg

Arkivfoto:; Claus Søndberg

FODBOLD:Jores Okore blev i sommeren 2017 hentet i FC København, og inden sit kortvarige ophold i FCK opnåede Jores Okore 47 officielle kampe for engelske Aston Villa – heraf 38 kampe i Premier League. Før tiden i Birmingham-klubben vandt Jores Okore både et mesterskab og en pokaltitel med FC Nordsjælland. Herudover står Jores Okore noteret for otte A-landskampe for Danmark.

Det oplyser AaB i en pressemeddelelse.

- Når Jores Okore rammer sit topniveau, så er der ikke mange forsvarsspillere i 3F Superligaen, der kan måle sig med ham, og i den seneste, langstrakte halvsæson er Jores virkelig gået forrest på banen med sine præstationer både til træning og kamp, udtaler AaB’s sportschef Inge André Olsen.

- Han har formået at have fokus og har samtidig på banen – sammen med Rasmus Thelander – været en dygtig læremester for eksempelvis fremstormende Mathias Ross, og i det perspektiv har det været naturligt for os at forlænge samarbejdet – i første omgang med et år, konstaterer Inge André Olsen.

Jores Okore ser frem til fortsættelsen i AaB.

- AaB er en fantastisk klub med god holdånd, hvor alle støtter hinanden og er på en fælles mission, samtidig med at det føles som at være en del af en stor familie. Derudover har jeg også på det personlige plan mærket klubbens opbakning, hvilket virkelig har betydet meget for mig, siger Jores Okore.

- Jeg synes, vi fik sluttet den forgangne sæson med momentum, og der er meget at bygge videre på, hvilket jeg gerne vil være en del af. Vi var især stærke i den sidste del af Mesterskabsspillet, men vi er langt fra tilfredse og er sultne efter at markere os endnu mere i det store billede, slutter Jores Okore.

Jores Okore har foreløbig opnået 101 kampe og tre scoringer for AaB.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.