AaB-forsvarer kæmper: - Det har været en tung sæson

AaB's norske stopper har blot spillet 22 minutters superligafodbold siden sommerpausen, men nu lysner det

AaB har hungret efter kampklare forsvarsspillere, siden Mathias Ross blev solgt til Galatasaray. Daniel Granli har dog måttet væbne sig med tålmodighed. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

AaB har hungret efter kampklare forsvarsspillere, siden Mathias Ross blev solgt til Galatasaray. Daniel Granli har dog måttet væbne sig med tålmodighed. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Hvis man ser bort fra vejret, er der positive nyheder at berette fra tirsdagens træning i superligaklubben AaB. Hele truppen minus Oliver Ross og Theo Sander, der stadig er på landsholdstjeneste, var i aktion i den silende regn på Hornevej.

For forsvarsspilleren Daniel Granli var det anden dag i træk, at han deltog i træningen uden nogen form for restriktioner. Nordmanden så da også ud til at være en af dem, der var mindst påvirket af møgvejret.

- Jeg er bare lykkelig for at kunne være med igen, for det har været en meget tung sæson for mig, siger Granli, der gik glip af en stor del af sæsonforberedelserne på grund af en skade og blot står noteret for 22 minutters superligafodbold i denne sæson.

Seneste optræden var et kort indhop mod Brøndby 21. august.

Daniel Granli fik sæsondebut 14. august i hjemmekampen mod FC Nordsjælland. En uge senere var han igen på skadeslisten. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Daniel Granli fik sæsondebut 14. august i hjemmekampen mod FC Nordsjælland. En uge senere var han igen på skadeslisten. Arkivfoto: Martin Damgård

- Først fik jeg kæmpet mig tilbage fra en skade, der kostede mig sæsonstarten, og så nåede jeg kun to kampe, før jeg igen røg på skadeslisten. Det har taget utrolig lang tid, men nu er jeg klar igen og i fuld gang med at bygge mig op, forklarer nordmanden om de lægproblemer, der endelig ser ud til at være fortid.

Om han kan nå blive aktuel til superligakampen mod OB på fredag, vil Daniel Granli dog ikke spå om.

- Nu må vi se, hvor langt tid det tager, før jeg er klar til kamp, men jeg udelukker ingenting. Allerede før landskampspausen var jeg med i en dele af træningen, og jeg har kunnet løbe ganske længe, så det går den rette vej. Men vi er nødt til at tage det dag for dag og stadig være opmærksom på doseringen.

Klar i mælet

Nordmanden fik om ikke andet mulighed for at få pusten under tirsdagens træning, når Erik Hamrén stoppede træningen for at forklare, hvad han forlanger af spillerne i bestemte spil sekvenser.

- Mit første indtryk er godt, for han er meget klar, hvad han ønsker at se. Jeg føler, det er det, vi trænger til i den aktuelle periode, siger Daniel Granli.

Mens Lars Kramer virker stensikker på en startposition hos AaB, skal Granli kæmpe med nyligt ankomne Yahya Nadrani om den anden stopperplads. Marokkaneren kom til Aalborg langt fra kampformen, men han træner også med for fuld skrald.

Eneste malurt i AaB-bægeret er, at Sebastian Otoa forlod tirsdagens træning før tid, mens Kasper Høgh indtil videre kun er clearet til at deltage i opvarmningen. Angriberen har siden 19. august været sat ud af spillet med en alvorlig hovedskade.

Den transferfrie angriber Marco Ramkilde træner i øvrigt fortsat med hos AaB.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.