AaB

AaB går tilbage i DBU's talentvurdering

Som en af blot tre licensklubber går AaB tilbage i DBU's årlige vurdering af klubbernes talentarbejde

AaB's talentarbejde anno 2021 er ikke blevet vurderet helt så godt som i 2020. Arkivfoto: Martin Damgård

AaB's talentarbejde anno 2021 er ikke blevet vurderet helt så godt som i 2020. Arkivfoto: Martin Damgård

FODBOLD:For et år siden rangerede AaB's talentudvikling som landets sjettebedste i Danmark, og det så ud til, at pilen pegede i den rigtige retning for AaB, der var højdespringer blandt de bedste danske klubber, når det kom til den samlede vurdering.

Den udvikling har imidlertid taget en uheldig drejning. I den seneste vurdering og stjernetildeling, der blev offentliggjort mandag eftermiddag, er AaB gået tre pladser tilbage. Man er blevet overhalet af AGF, Lyngby og Silkeborg. AaB er dog på samme stjernetrin som de nævnte klubber med 3,5 stjerner.

Én ting er, at andre klubber forbedrer sig. Det kan AaB ikke gøre det store ved. Derfor er det mest opsigtsvækkende i licensvurderingen, at AaB scorer lavere end for et år siden.

- Det er på delen omkring holdudvikling, at vi scorer lavere. Det er ikke fordi, vi skal stå og bortforklare noget, men vi har implementeret en ny stil med vores presspil, og sådan noget tager tid, siger Anders Damgaard, der er talentchef i AaB.

DBU's licensvurdering er bygget op om en række områder, der kan give en samlet score på 100 point. I 2020 scorede AaB 69,53 point. I år lyder den samlede score på 66,73 point. Dermed er AaB en af blot tre klubber blandt de 30 danske licensklubber, der går tilbage i forhold til for et år siden.

AaB's talentchef ligger dog ikke søvnløs om natten over den lavere score og tilbagegang i det danske talenthierarki.

- Vi ligger stadig nummer fire i landet, når det gælder produktivitet. Det vil sige antal AaB-talenter, der kommer ud og spiller seniorfodbold på alt fra udenlandsk til divisionsplan. Det er i vores optik stadig det afgørende for hele vores talentudvikling, siger Anders Damgaard.

Foto: dbu.dk

Foto: dbu.dk

Talenchefen varsler også forbedringer i måden, som AaB vil drive sin talentudvikling på i fremtiden. Der kommer blandt andet bedre sammenhæng mellem skolegang og fodboldtræning.

- Det er et område, hvor vi har haft udfordringer med at få det hele til at hænge godt sammen for spillerne tidligere. Det er en klar prioritering hos os, at vi skal have skolegangen til at hænge sammen for den enkelte spiller, fordi det er et meget lille nåleøje, man skal igennem, hvis man skal ende med at slå igennem, siger Anders Damgaard.

Han har endnu ikke set hele DBU's redegørelse, så han kan ikke på nuværende tidspunkt forholde sig til den samlede vurdering. Dog er han ikke i tvivl om, at AaB er på rette vej på trods af den lavere score.

- Vi skal huske på, at det er marginalt, at vi er blevet overhalet af et par klubber. Det er ikke afgørende for vores syn på vores talentudvikling, hvordan vi scorer her, men vi vil gerne optimere løbende, siger Anders Damgaard.

I den kommende sæson er der et par klare udviklingsområder for AaB's talentarbejde, som han gerne vil sætte fokus på.

- Vi vil gerne blive bedre på vores scouting og rekruttering, og så skal vi stadig arbejde hårdt i vores daglige arbejde, siger Anders Damgaard.

De to øvrige klubber, der oplever en negativ udvikling på sin talentvurdering er Esbjerg og Slagelse. Deres tilbagegang er dog ikke helt så stor som AaB's mål i point.

Billedet fra de forrige år bliver forstærket igen i år. Her er det atter FC Nordsjælland og FC København, der scorer højest. De er nu begge på fem stjerner. FC Midtjylland og Brøndby scorer 4,5 stjerner og har god luft ned til de øvrige klubber. Her er OB og AGF nu nærmeste konkurrenter, dog med en markant lavere score på fire stjerner.

Hobro går fra en score på 36,71 ved sidste års vurdering til en nye vurdering på 38,86. Det betyder, at man rangerer som den 24. bedste klub i landet med to stjerner. Det er ensbetydende med en plads i næste sæsons divisionsrækker på U17 og U19-niveau.

Thisted ligger udenfor det tostjernede selskab med en score på 25,54 på 39. pladsen. Det giver halvanden stjerne. Sidste nordjyske klub på listen er Hjørring IF bliver vurderet til 22,64 og dermed en stjerne.

Hold dig opdateret om AaB - Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.