Fodbold

AaB-helt efter grim sejr: Havde sagt ja tak i sommer

To gange Jørgensen løb med overskrifterne i 2-1-sejren over Hillerød, men de lader endnu ikke jublen få frit løb

Kasper Jørgensen ramte lørdag plet for tredje gang i denne AaB-sæson.
Kasper Jørgensen ramte lørdag plet for tredje gang i denne AaB-sæson. Arkivfoto: Torben Hansen

AaB balancerede længe på randen af et nederlag, men takket være Kasper Jørgensen løb nordjydere med det hele i lørdagens udekamp mod Hillerød.

Højrebacken scorede sit tredje sæsonmål, da han i slutfasen sendte et langskud op i det ene målhjørne og sikrede holdet både en 2-1-sejr og en status som grundspilsvindere i 1. division.

- Bolden fik et godt opspring foran mig, så derfor prøvede jeg lykken. Det gik jo meget godt, griner Kasper Jørgensen om målet, der ovenikøbet blev sat ind med det kolde venstreben.

Dermed endte det nok engang lykkelig for AaB i en kamp, hvor de var i problemer undervejs.

- Vi kom godt nok skidt ud til kampen, men som vi efterhånden har vist mange gange i sæsonen, er vi gode til at arbejde os tilbage, selvom det nok aldrig blev helt godt mod Hillerød, lyder det fra matchvinderen.

Det formstærke hjemmehold havde bolden 60 procent af tiden, og AaB løb længe forgæves rundt i hjemmeholdets kombinationer.

- De spillede lidt for nemt rundt om os, fordi vi blev for lange i holdet. Der opstod en masse rum, som Hillerød kunne bruge, men dem fik vi lukket bedre ned i anden halvleg. Samtidig blev vi bedre til at træde lidt på kuglen i perioder, påpeger AaB's første målscorer, Mathias Jørgensen.

Mathias Jørgensen har scoret i alle AaB-kampe, siden han i vinter blev købt i Esbjerg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Når oprykningsspillet indledes i påsken starter AaB 15 point foran den nærmeste rival til oprykning, og det er lidt af et drømmescenarie.

- Hvis vi var blevet tilbudt den handel i sommer, så havde vi sagt ja med det samme. Pointhøsten er fantastisk, men vi ved også godt, at spillet kan blive bedre, siger Kasper Jørgensen.

- Vi arbejder hver dag på at blive bedre på træningsbanen, og jeg synes også, at vi træner godt, men det er som om, at vi ikke får det helt ud i kampene endnu, lyder det fra AaB-backen.

Man får heller ikke Kasper Jørgensen til at betragte oprykningen som hjemme, før den rent statistisk er helt og aldeles i hus.

- Hvis vi begynder at slække på tingene, så kan det altså stadig nå at gå galt. Så vi er nødt til at angribe alle kampe som en finale herfra.

Topscorer Mathias Jørgensen er helt kynisk i sin tilgang til resten af foråret.

- Tre point er tre point, og så er det sådan set lige meget, om det er fortjent. Nu skal vi lige have hvilet hoved og krop, og så skal vi nok stå endnu mere klar, når den første kamp i slutspillet skydes i gang, varsler angriberen, der nu er oppe på fem mål i sine fire første AaB-kampe.

- Jeg er glad for min start og vil selvfølgelig jagte endnu flere mål i slutspillet, fastslår Mathias Jørgensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden