AaB kørte Horsens over i den sidste test
AaB hentede en overbevisende sejr i Horsens i den sidste testkamp inden superligastart
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:41
FODBOLD: AaB fik fredag en god generalprøve, inden det i næste weekend går løs i Superligaen.
I den sidste testkamp blev det til en overbevisende sejr over AC Horsens, der på eget græs blev slået 4-0.
AaB var tæt på en føring efter 14 minutters spil, da et præcist frisparksindlæg fra Kasper Kusk fandt Magnus Christensen, der dog headede den store chance på stolpen.
Efter 21 minutters spil fik AaB dog hul på bylden, og for første gang var det med nytilkomne Patrick Olsen som målscorer. Efter et hjørnespark faldt bolden ned for fødderne af midtbanespilleren på kanten af feltet, og med et præcist og fladt spark sendte han bolden i nettet uden for Horsens-målmand Matej Delac' rækkevidde.
Horsens fik sin bedste mulighed efter en halv times spil, da en stor fejlaflevering fra Frederik Børsting gav Jonas Borring frit løb mod mål, men Horsens-spilleren sendte sit forsøg forbi AaB-målet, der i fraværet af en syg Jacob Rinne blev vogtet af Andreas Hansen, der er blevet hentet i HB Køge.
Efter 35 minutters spil blev det i stedet 2-0 til AaB, og igen var målscoreren Patrick Olsen. Endnu engang efter et fladt spark, som Horsens-målmanden godt nok denne gang fik fingrene på, men ikke kunne holde ude af målet.
Bare et par minutter senere blev AaB's ydmygelse af Horsens total, da man scorede til 3-0 efter den totale opvisning. Lucas Andersen modtog bolden og kunne egentlig have gået direkte mod mål, men i stedet spillede AaB-anføreren Jakob Ahlmann fri, og han lagde ligeså uselvisk bolden på tværs, så Frederik Børsting nemt kunne trille bolden over målstregen.
Indskiftede Mikkel Kaufmann stod for dagens sidste AaB-scoring, da han 13 minutter før tid fik fri passage i Horsens-forsvaret og udnyttede gæstfriheden til at sende bolden i mål via overliggeren.
AaB åbner Superligaen søndag 14. juli på udebane mod Lyngby.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.