AaB

AaB-målmand savner Sverige - men udelukker ikke forlængelse

Jacob Rinne har stået forrygende i den igangværende sæson for nordjyderne, men et kontraktudløb bekymrer fansene

Jacob Rinne har været fast mand i AaB-målet i de seneste fem sæsoner, men svenskeren har kontraktudløb i sommeren 2022, og det giver anledning til spørgsmål om fremtiden hos mange. Arkivfoto: Henrik Bo.

Jacob Rinne har været fast mand i AaB-målet i de seneste fem sæsoner, men svenskeren har kontraktudløb i sommeren 2022, og det giver anledning til spørgsmål om fremtiden hos mange. Arkivfoto: Henrik Bo.

FODBOLD:AaB spiller søndag ude mod mægtige Brøndby i superligaens 10. runde. Nordjyderne er ubesejret siden kampen mod FC Midtjylland i den anden runde og har vundet de seneste fem opgør.

AaB-keeper Jacob Rinne har sammen med en håndfuld af sine holdkammerater modtaget mange rosende ord for sin sæson. Dog er svenskeren selv noget mere ydmyg, når det kommer til sine præstationer i sæsonen.

- Det er svært at sætte en finger på, hvad der gør, at tingene er faldet på plads. Jeg synes selv, at jeg gør det samme, men selvfølgelig er jeg blevet fire år ældre og mere moden, end da jeg kom, men jeg tager det stille og roligt i hver kamp, og lader tingene komme til mig, pointerer han.

På baggrund af klubbens gode resultater i sæsonstarten begynder flere danske medier og begejstrede nordjyder allerede at tænke på AaB som en klub, der kæmper med i toppen af tabellen i denne sæson, men den kølige målmand tænker ikke videre end kampen søndag, også selvom holdet kommer med fem sejre i bagagen.

- Vi har fået en god start på sæsonen, selvom det var et svært startprogram. Vi har haft troen på, at det vi gør virker, og det har vist sig at være godt. Vi har fået nogle gode resultater, så det skal vi bare bygge videre på mod Brøndby.

- Vi har skabt nogle gode forudsætninger for os selv. Men vi tager en kamp af gangen, og gør det så godt vi kan. Forhåbentligt får vi tre point i vores kampe, og så skal vi nok kunne kæmpe med i toppen. Men vi har kun spillet ni kampe, så der er stadig lang vej igen, konstaterer Jacob Rinne.

Den faste målmand gennem de sidste fem sæsoner har kontraktudløb i sommeren 2022, og derfor spekulerer flere AaB-fans i, hvordan fremtiden kommer til at se ud i den næste sæson.

- Jeg tager alt, som det kommer, jeg tænker faktisk overhovedet ikke på det lige nu. Det vil jeg nok begynde på, når vi rammer januar, og der vil jeg selvfølgelig kigge på de muligheder, der er, også hvis AaB tilbyder forlængelse. Jeg lukker ikke nogle døre, og jeg er klar til det næste, der kommer til mig, fastslår svenskeren.

Dog lægger keeperen ikke skjul på, at familiens hjemve er stor, og derfor ender Sverige med at blive slutdestinationen for parret og deres to børn.

- Vi savner Sverige, det gør vi. Men Aalborg har selvfølgelig en særlig plads hos min kone og jeg. Det var næsten som at flytte hjem, da jeg kom til klubben fra Belgien, og det er lidt ligesom et andet hjem for os, men når karrieren er slut, så er jeg ret sikker på, at vi ender i Sverige, understreger han.

Selvom førstemålmanden ikke snakker om topplacering endnu, så ved han dog udmærket, hvad der skal til, for at klubben kan ende i den gode halvdel af tabellen.

- Vi skal vinde i morgen. Kan vi nu holde det, vi har opnået indtil videre, så kommer det til at give resultater, og så kommer vi til at kæmpe med i toppen, men det er ikke noget vi fokuserer på, forklarer han.

Hold dig opdateret om AaB – Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB lige her

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.