AaB planlægger aktieemission - det kan være begyndelsen til enden for SSE22
AaB oplyser i en fondsbørsmeddelelse, at man sætter gang i en proces, der potentielt kan indbringe 75 millioner kroner i en aktieemission
Opdateret kl. 09:17
AaB har netop oplyst, at man går i gang med et arbejde, der har til hensigt at realisere en aktieemission, der potentielt kan kaste 75 millioner kroner af sig.
I meddelelsen til Fondsbørsen hedder det:
"Efter en række interne drøftelser har bestyrelsen i AaB A/S besluttet at indlede arbejdet for en kapitaludvidelse primo 2026, hvorfor der snarest vil blive indkaldt til ekstraordinær generalforsamling for at opnå aktionærernes bemyndigelse hertil.
Der vil være tale om en kapitaludvidelse på op til 75 mio. kr. med fortegningsret for eksisterende aktionærer.
Baggrunden for en kapitaludvidelse er at sikre likviditet med henblik på at realisere den af bestyrelsen vedtagne strategi for klubben, herunder fokus på udvikling af nordjyske talenter fra AaB Akademiet, sportslig succes og målet om langsigtet økonomisk bæredygtighed."
De berømte vandrør har længe fortalt en historie om, at et likviditetsbehov kunne komme på tale i løbet af foråret.
Nedrykningen fra Superligaen i foråret har haft økonomiske konsekvenser for AaB. Man må som minimum forvente tabt indtjening for 15 millioner kroner. Ved den første nedrykning i 2023 endte regningen med at ligge på cirka 25 millioner kroner.
Derfor er der behov for kapital. Derudover vil en aktieemission også betyde, at man kan forvente forskydninger i AaB's ejerstruktur, da det ikke er sikkert, at SSE22 kan fastholde sin aktiemajoritet, som inden emissionen er på 50,51 procent. Det betyder også, at SSE22 kan ende med at vinke farvel til sin suveræne bestemmelsesret i AaB.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.