Fodbold

AaB-profil strålede og giver én person en stor del af fortjenesten

Younes Bakiz gik direkte fra en række anonyme vikarpræstationer til at brænde banen af i AaB's flotte sæsonpunktum

Younes Bakiz sluttede sæsonen af med at score sit sæsonmål nummer fire og fem.
Younes Bakiz sluttede sæsonen af med at score sit sæsonmål nummer fire og fem. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 20:07

Younes Bakiz har ikke brændt banen af ret mange gange i AaB's sæson i 1. division, men da det søndag var sidste udkald, strålede han om kap med solen i 4-1-sejren over Vendsyssel FF.

- Jeg er glad for, at vi fik vist, at vores plads i den kommende Superliga er fuldstændig berettiget. Det var fantastisk at spille så godt og give fansene en god oplevelse at slutte af på, siger Younes Bakiz.

Han er ikke bleg for at give kredit til holdets nye cheftræner, Menno van Dam, selvom det er mindre end en uge siden, at hollænderen trådte til.

- Han kan jo ikke trylle kvalitet frem ud af ingenting. Kvaliteten har altid været der, men vi har fået nogle værktøjer i løbet af ugen, der har hjulpet os med at forløse det potentiale, vi har snakket om hele sæsonen.

- Når man ikke har spillet en så god kamp meget længe, og man så gør det med en ny træner, så skal han jo have noget kredit, fastslår Younes Bakiz.

Younes Bakiz har spillet wingback i flere AaB-kampe, men det er meget langt fra at være hans favoritposition. Foto: Torben Hansen

Han har været sendt ned på en wingback i de seneste kampe og har i det hele taget spillet mange forskellige pladser i løbet af sæsonen. Det har betydet, at den teknisk dygtige og offensivt indspillede spiller har haft svært ved at finde en rytme.

- Jeg er blevet kastet lidt rundt og har prøvet at gøre mit bedste, men det er bare svært, når man spiller en ny position i hver tredje kamp. Positionen i det her nye system (4-3-3, red.), som Menno (van Dam, cheftræner) gerne vil spille, passer mig rigtig godt, og nu håber jeg, jeg får lov at bygge momentum på den samme position efter ferien, lyder håbet fra Younes Bakiz.

AaB - Vendsyssel FF 4-1
  • Fodbold, NordicBet Ligaen
  • Mål: 1-0 Younes Bakiz, straffe (11. minut), 2-0 Younes Bakiz (14. minut), 3-0 Mathias Jørgensen (32. minut), 3-1 Mathias Haarup (44. minut), 4-1 Melker Widell (81. minut)
  • AaB's hold (4-3-3): Josip Posavec - Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Sebastian Otoa (Rasmus Thelander, 60. minut), Jakob Ahlmann (Noel Arnorsson, 73. minut) - Kasper Davidsen (Mads Bomholt, 60. minut), Malthe Højholt, Melker Widell - Mathias Jørgensen, Oliver Ross (Nicklas Helenius, 60. minut), Younes Bakiz (Amar Diagne, 80. minut).
  • Vendsyssels hold (3-4-3): Oscar Linnér - Omar Jebali, Mads Greve, Philip Rejnhold - Mathias Haarup, Rasmus Thellufsen, Gustav Dahl (Thomas Christiansen, 65. minut), Rune Frantsen - Lucas Jensen, Oskar Buch (Tim Hartzell, 80. minut), Frederik Børsting (Andreas Riise, 88. minut). 
  •  Dommer: Patrick Remon Gammelholm
  • Tilskuere: 8565
  • Bedste AaB-spiller: Melker Widell (læs karakterbogen på nordjyske.dk)
 

AaB blev hyldet for præstationen af de 8500 tilskuere, der skabte en fantastisk kulisse, og betydningen af at slutte sæsonen ordentligt af, skal man ikke underkende.

- Én ting er resultat, men præstation bag giver bare en utrolig dejlig følelse at gå på ferie med og en utrolig god følelse at tage med ind i opstarten. Det var super vigtigt, fastslår Younes Bakiz.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden