AaB sætter rekord for antal solgte sæsonkort
AaB møder kæmpe opbakning fra sine fans, der viser historisk stor lyst til at erhverve sig et sæsonkort
AALBORG: Det kan godt være, at AaB fik en nedslående spillemæssig indledning på den nye sæson, men på ét punkt kunne direktør Thomas Bælum dog tage glad hjem fra Viborg. Fan-opbakningen til det nordjyske superligahold er fortsat enorm. Det viste søndagens premierekamp, da op mod 1000 AaB-fans havde taget turen til Viborg.
Det ser ud til, at de takter kommer til at fortsætte i resten af sæsonen. Der er nemlig sat ny klubrekord for antal solgte sæsonkort op til denne sæson.
- Lige nu har vi solgt cirka 4100 sæsonkort, hvilket er ny rekord for os. Vi ved af erfaring, at vi får solgt flere sæsonkort, når først sæsonen er i gang, så vi har et mål om 4500 solgte sæsonkort, inden vi når til jul, siger Thomas Bælum.
AaB-direktøren er meget naturligt tilfreds med den udvikling. Ikke mindst fordi der er en betydelig økonomi forbundet med salg af sæsonkort.
- Det er en stor post på vores budget, så vi glæder os over, at flere vælger at købe sæsonkort til AaB's kampe. Det er vigtigt for os, fordi vi med en større gruppe sæsonkortholdere får flere faste gengangere til vores hjemmekampe, og dermed en god kerne af faste tilskuere, forklarer AaB-direktøren.
I forbindelse med restriktionerne og i kølvandet på disse var der en del forundring over, at man kunne melde udsolgt, uden at stadion var i nærheden af at være fyldt.
- Det kan jo sagtens ske, at vi må melde teknisk udsolgt, men så har vi en udnyttelsesgrad på 80 procent af vores sæsonkortholdere. Tallet er lidt lavere for vores sponsorbilletter, men det er for begges vedkommende noget, som vi arbejder på at øge, så vi ikke har så mange tomme sæder til vores hjemmekampe, siger Thomas Bælum.
Der er flere forklaringer på de solide salgstal for sæsonkort, men et af de mange tiltag fra AaB har vist sig at være en ubetinget succes.
- Der er ingen tvivl om, at det har spillet positivt ind, at vi har fået sæsonkort på abonnement, hvor du betaler løbende. Vi var den første klub i Superligaen med det tilbud, og i dag mener jeg, at alle klubber tilbyder det i Superligaen, siger Thomas Bælum.
Stadion kalder nu igen
Allerede nu satser Thomas Bælum på endnu en flot ramme om en AaB-kamp, når man søndag får besøg af mesterholdet FC København. Her er der nemlig "Stadion kalder nu igen", hvilket betyder masser af gratis billetter til fodboldlystne AaB-fans.
- Vi håber på over 10.000 tilskuere til den kamp. Vi har jo et tilskuersnit fra forrige sæson på 8000, som vi gerne vil forbedre, siger Thomas Bælum.
- I forhold til søndagens kamp kan vi kun opfordre folk til at komme ud til Aalborg Portland Park i god tid. Der bliver tryk på, for vi forventer mange mennesker til kampen, siger Thomas Bælum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.