AaB-spiller fik skældud: - Jeg forstår, det er følelsesladet
Forsvarsspilleren Lars Kramer takkede fansene for opbakningen i Horsens forleden, men han fik også nogle hårde ord tilbage i hovedet
Opdateret kl. 15:21
FODBOLD: AaB's superligaligaspillere måtte gå slukørede fra banen, da de forleden spillede 0-0 på udebane mod AC Horsens og fortsat er isoleret under nedrykningsstregen. Opbakningen fra tribunen fejlede ellers ikke noget, for et par hundrede AaB-supportere dominerede lydkulissen på Nordstern Arena Horsens (tidligere CASA Arena).
- Jeg var dybt imponeret over, hvor mange der bakkede os op på en våd og kold mandag aften. Det var imponerende at høre deres opbakning, og det var også derfor, at jeg efter kampen gik over til dem - for at sige tak og give min trøje til en af dem, forklarer forsvarsspilleren Lars Kramer.
I den forbindelse måtte hollænderen dog lægge øre til nogle hårde ord fra fanafsnittet.
- Det er vores striber, vores logo og vores klub. Det er en skændsel, blev der blandt andet råbt til Kramer, der dog understreger, at han ikke bærer nag.
- Jeg tager ikke ordene personligt, og jeg har også efterfølgende talt med nogle af fansene, som har understreget, at det heller ikke var sådan ment.
- Jeg ved, at det er følelsesladet at være fodboldfan, og jeg respekterer og forstår reaktionen. Vi skal også præstere bedre, og fansene er helt sikkert med til at holde os på tæerne. Efter den oplevelse mandag aften har jeg bare endnu mere lyst til at kæmpe for logoet på fredag i Lyngby, understreger Lars Kramer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.