AaB

AaB-talent er blevet sendt på bænken efter trænerskifte: - Det har ikke været specielt sjovt

Mathias Ross har haft det svært efter trænerskiftet fra Jacob Friis til Peter Feher

Mathias Ross fik sine første superligaminutter under Peter Feher, da AaB fredag tabte til OB. Foto: Martin Damgård

Mathias Ross fik sine første superligaminutter under Peter Feher, da AaB fredag tabte til OB. Foto: Martin Damgård

FODBOLD:Det har ikke været godt for Mathias Ross, at Jacob Friis i slutningen af oktober forlod AaB's cheftrænerstol og overlod den til Peter Feher.

For mens Mathias Ross var med i startopstillingen i de seks kampe, hvor Jacob Friis var cheftræner, har Peter Feher endnu ikke set Mathias Ross' vej, når han har skullet sætte startopstillingen til en superligakamp.

- Det har ikke været specielt sjovt for mig, for jeg synes jo, at jeg har præsteret fint, men sådan er gamet. Peter sætter selvfølgelig det hold, som han tror kan vinde kampene, konstaterer Mathias Ross.

Den 19-årige forsvarsspiller er blevet vraget til fordel for norske Daniel Granli, som Peter Feher har vurderet til at være bedre i spillet med bolden.

- Det er jo helt fair, at han vælger de spillere, som han mener kan udføre det job, han gerne vil have dem til. Det vil jeg nu også mene, at jeg kan, men Peter vælger som sagt de spillere, som han tror på kan gøre det, og det har han gjort, siger Mathias Ross.

Fredag aften fik Mathias Ross dog sine første kampminutter i superligaregi under Peter Feher, da han fik hele anden halvleg på banen i 1-2-nederlaget til OB.

- Jeg prøvede at komme ind og gøre de ting, jeg er god til, og jeg vandt også et par dueller, men det var vel en meget jævn kamp fra min side. Det var en svær kamp at komme ind i og gøre det godt i, men jeg gjorde mit bedste, siger Mathias Ross, der håber på mere spilletid i tirsdagens pokalkamp mod B93.

- Jeg håber at starte inde på tirsdag, men nu må vi se, hvad Peter vælger, siger Mathias Ross.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.