Fodbold

AaB-talenter tabte pokalfinaler - mens stort comeback sikrede historisk Hobro-triumf

Det blev kun til en af tre mulige nordjyske pokaltitler, da der var store pokalfinale-aften i DBU Jyllands ungdomsrækker

Hobro IK's dygtige U17-hold vandt pokalfinalen over Sønderjyske efter et flot comeback.
Hobro IK's dygtige U17-hold vandt pokalfinalen over Sønderjyske efter et flot comeback. Foto: Henrik Bo

Opdateret 13. juni 2024 kl. 18:32

Hele tre nordjyske talenthold havde fundet vej til de forskellige DBU Jylland-pokalfinaler. 

AaB havde både sit U13 og U14-hold med i de respektive pokalfinaler, og i begge tilfælde var modstanderen FC Midtjyllands akademihold. 

AaB's U13-hold tabte 3-2 efter en kamp, hvor de unge AaB'ere ellers var godt i gang med et flot comeback. Efter at have været bagud med 0-2 formåede de nordjyske talenter at udligne til 2-2. Men i sidste ende løb FC Midtjylland eller Herning Fremad om man vil, med pokalen, da midtjyderne formåede at score til 3-2 i anden halvleg. 

Her ses en flok skuffede AaB-spillere efter pokalfinalenederlaget mod Herning Fremad. Privatfoto

Meget bedre gik det ikke for AaB's U14-hold, der ellers spillede en flot gang fodbold. Det fik man dog ikke slået kapital af. 

Igen var det ulvene der scorede kampens to første mål. AaB fik reduceret, men trods fortsat godt nordjysk spil var det ikke nok til en pokaltitel. 

Det sidste nordjyske skud i pokalbøssen var Hobros U17-hold. Her var modstanderen Sønderjyskes ligahold. 

Hobros U17-hold har gang i en flot sæson, hvor man er meget tæt på at vinde U17-divisionen, og man havde også fundet vej til pokalfinalen. 

Pokalfinalen, der var henlagt til Jysk Park i Silkeborg, begyndte ikke videre godt for Hobro-mandskabet, der kom bagud 0-2 på to fine Sønderjyske-scoringer. I det hele taget var sønderjyderne bedst spillende inden pausen, men Hobro topper ikke den næstbedste U17-række for ingenting. 

- Vores træner fik sagt til os i pausen, at vi sagtens kunne komme tilbage, og han fik også fortalt os, hvordan vi skulle score et par mål, siger Noah Heibøll, der mand for at sparke Hobro tilbage i opgøret.

Via en stærk indledning på anden halvleg fik man lynhurtigt udlignet til 2-2 på scoringer Noah Heibøll og Valdemar Schmølker. Herefter fulgte en periode, hvor det var Sønderjyske, der pressede på for en føringsscoring. 

Der var naturligvis også den obligatoriske lufttur, da pokalen var i hus. Foto: Henrik Bo

Det blev i stedet en stærkt spillende Noah Heibøll, der med et kvarter tilbage af kampen slog til og gjorde de til 3-2. Hobro-backen kronede en stor indsats med sin anden scoring, da han havde listet sig med frem i Sønderjyskes felt.  

- Det var en fantastisk følelse at få lov til endelig at vinde en pokalfinale. Jeg har prøvet at tabe to med Randers Freja, så det var skønt at få lov til at prøve at vinde, siger Noah Heibøll, der var en af mange Hobro-spillere, der gjorde god reklame for sig selv i overværelse af flere førsteholdsspillere fra Hobro og ikke mindst teknisk chef Lars Justesen.

Det sidste kvarter blev helt som ventet et stormløb mod Hobro-målet, men det kastede ikke mål af sig, og så kunne jublen ellers bryde løs, da det formidable comeback resulterede i en pokaltitel til Hobro-holdet, der nu kan sætte jagten ind på "The double".

Hobro viste store kvaliteter, da man kom tilbage og vandt pokalfinalen. Foto: Henrik Bo

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden