AaB-topscorer med klar udmelding om fremtiden
En skade forhindrede Allan Sousa i at hjælpe klubben i nedrykningskampen. Nu sætter brasilianeren ord på sin situation og udsigten til at spille i 1. division
AALBORG: Allan Sousa var AaB's helt store offensive lyspunkt i den forgangne fodboldsæson, hvor han nettede 13 gange. En skade satte dog den 26-årige brasilianer ud af spillet i holdets fem sidste og afgørende kampe, som bød på en tabt pokalfinale og nedrykning fra Superligaen.
- Det var frygteligt frustrerende bare at kigge på og ikke have mulighed for at hjælpe holdkammeraterne på banen. I første omgang var skaden i baglåret ikke så slem, og derfor havde jeg sat næsen op efter at være med i pokalfinalen mod FC København. Desværre fik jeg et tilbagefald op til den kamp, og derfra var jeg godt klar over, at sæsonen var slut, fortæller Allan Sousa.
Torsdag var han og AaB-spillerne på græs for første gang siden nedrykningen. Brasilianeren nøjedes dog med at løbetræne rundt om banen, for baglårsskaden er endnu ikke helt fortid.
- Jeg er nødt til at tage det lidt roligt her i opstarten, fordi jeg ikke er helt på 100 procent endnu. Jeg forventer dog, at jeg i løbet af halvanden uge vil kunne træne på fuld kraft med resten af holdet igen. Derfor har jeg også en stor tro på, at jeg kan nå at blive klar til sæsonpremieren i 1. division (lørdag 22. juli ude mod B93, red.), siger Allan Sousa.
Kantspilleren har kontrakt med AaB til sommeren 2026, men han er samtidig en attraktiv spiller for andre klubber og ville kunne hjælpe aalborgenserne et godt stykke på vej mod målet om at indkassere transfermillioner denne sommer.
- Jeg har kontrakt med AaB i tre år mere, og det er mit eneste fokus at give alt her i sommerpausen og være klar til den første kamp. Min familie og jeg har det godt i Aalborg, og jeg vil gerne hjælpe holdet med at komme tilbage til Superligaen, siger Allan Sousa.
Brasilianeren oppebærer en høj løn i AaB, som ikke hvem som helst kan matche, og det kan være med til at fastholde ham i den stribede trøje.
Allan Sousa pointerer selv vigtigheden af, at alle i AaB lægger skuffelsen over nedrykningen væk og kigger fremad.
- Mentalt er det afgørende, at vi ikke dvæler for meget ved, hvad der er sket, men retter fokus mod den opgave, der venter, fastslår han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.