AaB-topscorer: - På den her måde bliver vi rigtig svære at slå
Målfarlige Louka Prip hæfter sig ved det udtryk, som superligaholdet fortjent neutraliserede Brøndby med

Louka Prip scorede sæsonmål nummer otte og ni mod Brøndby. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
FODBOLD:Efter fire målløse kampe i 2022 var AaB-topscorer Louka Prip tilbage på lystavlen, da superligaholdet søndag nedlagde Brøndby 3-0 på et tæt pakket Aalborg Portland Park.
Den 24-årige sjællænder følte fra første minut, at AaB ejede kampen mod de blå-gule.
- Vi har haft for vane at spille én god halvleg i mange kampe, men i dag flød det igennem alle 90 minutter, og det var dejligt at bevise overfor os selv og vores fans, at vi også kan det.
- Vi spillede en lidt ny 3-4-3-opstilling, som betød, at vi kom højere op på banen og pressede Brøndby hårdt. Vi kan jo godt lide, at en kamp bliver meget intensiv, for vi kan alle løbe mange meter, og når vi spiller på den her måde, så bliver vi altså svære at slå, siger Louka Prip.

AaB-spillerne jubler her med fansene efter 3-0-sejren over Brøndby. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
To gange i kampen fik AaB tilkendt korrekte straffespark, og begge gange satte Prip bolden så yderligt i målet, at Mads Hermansen var uden chance i gæsternes mål. Iver Fossum har ellers været fast straffesparksskytte for AaB, og nordmanden scorede på holdets seneste, som de fik tilkendt i oktober 2021.
- Iver og jeg har meget stor respekt for hinanden, så det er noget, vi tager fra kamp til kamp, hvem der skal sparke. I dag havde jeg en rigtig god følelse, og derfor sparkede jeg, forklarer Louka Prip.
Han har stadig til gode at score et mål i åbent spil i 2022, men han mærker også en øget opmærksomhed fra modstanderen. Søndag ofrede Brøndby også mange ressourcer på at pakke AaB-topscoreren ind.
- Det tager jeg lidt som en ros, at de har lagt mærke til, at jeg har gjort det godt. Det betyder selvfølgelig ,at jeg skal blive endnu bedre til at finde de rigtige rum og sætte min mand af de rigtige steder på banen, siger Louka Prip, der til gengæld kunne se holdkammeraten Kasper Kusk få masser af plads.

Kasper Kusk (tv.) ses her i kampen mellem AaB og Brøndby som mødte hinanden i sidste spillerunde af 3F Superligaens grundspil. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
- Kusk var virkelig god i dag, og han kunne godt have fået et par assists mere. Det var virkelig fedt at se den x-faktor og energi, han kom med, roser AaB-angriberen.
AaB starter om 14 dage Mesterskabsspillet på en fjerdeplads, når de søndag 3. april tager imod FC København på hjemmebane. Aalborgenserne har kun to point op til Brøndby på bronzepladsen, mens der er fire point frem til sølvet, som FC Midtylland aktuelt sidder på.
- Vi tager det stille og roligt, for vi blev hurtigt meldt ude af medaljekampen, da vi tabte til Silkeborg for nyligt. Faktum er dog, at vi har fået en super indgang til mesterskabsspillet, der giver selvtillid og positivitet i truppen. Så må vi se, hvor langt det bringer os, nøjes Louka Prip med at sige.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.