AaB

AaB-træner efter nedtur: Skal være modige i alle 90 minutter

Superligaholdet blev passivt i anden halvleg mod FC København, men Martí Cifuentes holder fast i de positive ting

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

FODBOLD:Trods en 2-0-føring ved pausen mod FC København måtte cheftræner Martí Cifuentes onsdag aften gå tomhændet fra sin første superligakamp i spidsen for AaB.

Spanieren vælger dog at holde fast i de positive ting, der trods alt var i 2-3-nederlaget.

- I første halvleg var vi modige med bolden og førte mange af de ideer ud i livet, som vi havde arbejdet på i ugen op til kampen. Vi ramte et højt niveau der, og det skal holdet have stor kredit for.

Martí Cifuentes var heller ikke sen til at rose 18-årige Marcus Hannesbo for indsatsen, som blev krydret med en scoring.

- Han har virkelig vist sig frem i testkampene, og fortjente på den baggrund at være med i startopstillingen. Det er vigtigt for mig at give chancen til de unge spillere, når de viser, at de virkelig vil det her.

Foran 2-0 snakkede AaB-træneren i pausen om vigtigheden af ikke at afgive initiativet til FC København, men det var præcis, hvad der skete.

- Jeg sagde, det var vigtigt, at vi ikke indkasserede mål i det første kvarter. Desværre scorede de efter seks-syv minutter, og det var med til at give FCK håb og motivation. Vi smed også bolden alt for hurtigt væk, og følelsen var, at de kom for let til deres mål, siger Martí Cifuentes.

Han mener ikke, at der var tale om, at AaB gik fysisk ned i anden halvleg, selvom det kunne se sådan ud.

- Holdet, der har bolden mest - som FCK havde i anden halvleg - har altid en fordel og ser ud til at have mest overskud. Vi skal forstå, at vi skal blive ved med at dominere på bolden, som vi gjorde i første halvleg. Det er det, vi sigter efter, siger spanieren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.