AaB-træner har øje på ung målmands mentale tilstand
Oscar Hiljemark er opmærksom på, at presset er stort på Theo Sander, men AaB-træneren mener, at den 18-årige målmand har reageret godt på den kampafgørende fejl mod OB

Theo Sander var en dybt skuffet mand efter mandagens 2-3-nederlag til OB. Arkivfoto: Bente Poder
AALBORG:Theo Sander blev en ufrivillig hovedperson, da AaB i mandags tog endnu et skridt mod nedrykning fra 3F Superligaen med et 2-3-nederlag til OB.
AaB havde netop vendt 0-2 til 2-2, da Theo Sander kom skidt ud af sit mål og begik det straffespark, som OB udnyttede til at tage de tre point.
Det var den 18-årige målmands anden kampafgørende fejl i 2023, efter at han i forårspremieren mod AGF blev snydt af stormen Otto og lod et hjørnespark gå direkte i mål, så AGF kunne tage en 1-0-sejr med hjem.
AaB-træner Oscar Hiljemark vil dog ikke ud med, om den seneste fejl bringer Theo Sanders position som førstevalg i fare forud for fredagens udekamp mod FC Midtjylland.
- Det har jeg ikke tænkt på endnu. I dag (onsdag, red.) havde vi en restitutionstræning, og nu begynder vi så at forberede os frem mod kampen på fredag.
- Jeg tror, at alle i fodboldbranchen forstår, at der vil være skriverier, når den slags situationer opstår. Målmandspositionen er en udsat position, og det var helt sikkert en situation, der påvirkede kampen, men vi evaluerer på samme måde, som vi altid gør. Vi ser på, hvad vi kan lære af, så vi kan udvikle os, siger Oscar Hiljemark.
Theo Sander har i forårets første syv superligakampe henvist Nico Mantl til bænken, men den tyske U21-landsholdsmålmand har vist sig fint frem i to pokalkampe mod Viborg.
- Konkurrencesituationen er, som den skal være, og det er det samme på alle positioner. Jo mere konkurrence der er, jo bedre er det. Vi har tre superdygtige målmænd, så vi vurderer fra kamp til kamp, hvem der skal spille, siger Oscar Hiljemark.
Målmandskampen lader dog kun til at være en duel mellem Theo Sander og Nico Mantl. Kroatiske Josip Posavec, der i sommer blev hentet til som førstevalg, har været på bænken i et par pokalkampe, men ellers har han været helt ude i kulden.
Ved onsdagens træning måtte Josip Posavec nøjes med at træne med fysioterapeut Simon Enevoldsen, mens målmandstræner Poul Buus holdt Theo Sander og Nico Mantl beskæftiget.
AaB's rekruttering af målmænd blev forleden kritiseret af den tidligere AaB-spiller Kenneth Emil Petersen, der i sin egenskab af fodboldekspert for Viaplay langede ud efter AaB's ledelse for at have sat sig i en situation, hvor ansvaret er lagt over på 18-årige Theo Sanders skuldre.
- Selvfølgelig er der et stort pres, men Theo er et kæmpe talent, der kommer til at spille på de helt store scener. De oplevelser, han får nu, er en lærerig vej at gå, for det har jeg mærket på egen krop.
- Vi er hele tiden opmærksomme på, hvordan Theo har det, men jeg synes, at han har præsteret rigtig godt for AaB. Jeg har heller ikke kunnet fornemme på ham, at han er mærket af, hvad der skete i mandags. Jeg oplevede ham som positiv under træningen i dag, og det samme har været tilfældet under de samtaler, jeg har haft med ham, siger Oscar Hiljemark.
Om AaB's målmand hedder Theo Sander eller Nico Mantl til fredagens udekamp mod FC Midtjylland, er det sikkert, at presset er massivt på nordjyderne, efter at AC Horsens tirsdag vandt i Silkeborg og øgede afstanden ned til AaB under nedrykningsstregen til otte point med otte spillerunder tilbage.
- Jeg havde ikke forventet, at Horsens ville tabe alle kampe. De er et hold, som vil komme til at tage point, og det vil de andre hold i kvalifikationsspillet også. Det kan vi ikke påvirke, så vi skal fokusere på os selv, og hvad vi selv skal præstere i Herning, siger Oscar Hiljemark.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.