AaB-træner var igen mere tilfreds med spillet end med resultatet

Marco Ramkildes sene udligning kunne ikke ændre på, at AaB-træner Oscar Hiljemark var en skuffet mand efter fredagens kamp i Silkeborg

AaB-træner Oscar Hiljemark skreg sin frustration ud, da Sebastian Otoa i første halvleg begik et unødvendigt straffespark. <i>Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

AaB-træner Oscar Hiljemark skreg sin frustration ud, da Sebastian Otoa i første halvleg begik et unødvendigt straffespark. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

SILKEBORG:Marco Ramkilde sørgede med en sen udligning for, at AaB fik 2-2 og et enkelt point med hjem fra fredagens udekamp mod Silkeborg IF i 3F Superligaens kvalifikationsspil.

Glæden over det var dog til at overse hos AaB-træner Oscar Hiljemark, der som for en uge siden mod FC Midtjylland følte, at AaB havde gjort sig fortjent til mere end en pointdeling.

- Ja, jeg synes roligt, at man kan sige, at vi burde have fået mere med, men vi scorede ikke på vores chancer og lukkede samtidig to mål ind. Det var vel det, der gjorde, at vi ikke vandt, siger Oscar Hiljemark.

Efter et massivt AaB-overtag i kampens indledning bragte Daniel Granli nordjyderne foran, men Granli og holdkammeraterne havde knapt nået at få armene ned, inden Silkeborg havde udlignet, og kort før pausen kunne Tonni Adamsen så bringe midtjyderne foran, da han udnyttede et straffespark, som Sebastian Otoa havde begået mod ham.

I kampens døende minutter sørgede Marco Ramkilde for, at AaB trods alt fik et point ud af anstrengelserne.

- Vi spillede en ekstremt god første halvleg. Anden halvleg var også god, men vi havde sværere ved at bryde Silkeborg ned og skabe de chancer, vi skabte i første halvleg. Der blev også mindre plads, fordi Silkeborg stod lavt.

- Det betyder dog rigtig meget for moralen, at vi fik 2-2 med til sidst, for vi viste også god moral mod OB uden at få noget med. Vi gjorde, hvad vi kunne for at få tre point, men det fik vi desværre ikke, og så må vi tage det point, vi kunne få, siger Oscar Hiljemark, der fredag gav startdebut til bare 18-årige Sebastian Otoa i det centrale forsvar.

Rasmus Thelander var ude med karantæne, mens Jakob Ahlmann i denne uge har været plaget af den skade, han pådrog sig under mandagens træning. Den rutinerede back fik dog den sidste halve time i Silkeborg, efter at Sebastian Otoa i første halvleg havde fået en uheldig hovedrolle ved at begå et straffespark.

- Ahlmann har kæmpet med lidt, og som altid tager vi højde for skadessituationen og spillernes friskhed, når vi sætter holdet, men jeg synes, at Otoa spillede en superfin kamp. Han kom i en situation, hvor han begik et straffespark, der absolut kan dømmes, men det er den slags, der sker, og det kan ske for hvem som helst. Jeg synes, at Otoa viste en kvalitet, der giver håb for fremtiden, siger Oscar Hiljemark.

Om fredagens remis i Silkeborg også giver håb om, at AaB kan redde livet i Superligaen er dog nok mere tvivlsomt. Som minimum vil der være seks point op til AC Horsens over nedrykningsstregen, når denne runde er færdigspillet, og så vil der kun være 18 point tilbage at spille om.

- Jeg har en superstærk tro på spillerne, og jeg synes også, at de kamp for kamp viser, at de tror på det. Vi lever stadig, lyder vurderingen fra Oscar Hiljemark.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.