AaB

AaB vandt endelig i Parken: - Sådan skal vi præstere hver gang

Jublen i AaB-lejren var afmålt trods en sjælden udesejr over FCK

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

FODBOLD:Med to mål i de sidste ti minutter af første halvleg sørgede Iver Fossum søndag for, at AaB fik bugt med en kedelig statistik.

Nordmandens to mål sikrede en 2-1-sejr over FC København, og det var første gang i 13 år, at AaB vandt en ligakamp på københavnernes hjemmebane.

- Det var en fuldt fortjent sejr, for vi spillede en rigtig god kamp. Vi talte om før kampen, at der ikke var nogen grund til, at vi ikke skulle tro, at vi kunne vinde her, og det synes jeg, at vi fik vist fra start til slut, siger Iver Fossum.

Med tilgangen af Oscar Hiljemark på den centrale midtbane var Iver Fossum rykket frem i AaB’s angrebskæde, og nordmanden var skarp, da han fik serveret to store chancer alene med FCK-målmand Karl-Johan Johnsson.

- Vi var effektive i modsætning til nogle af de andre kampe, hvor vi har skabt en masse, men scoret mindre. Samtidig var vi godt organiserede defensivt og gode til at holde FCK fra store chancer i store dele af kampen, og det var vel de to primære årsager til, at vi vandt, siger cheftræner Jacob Friis, der trods en sejr, der både er meriterende og sjælden ikke var tilfreds med alt, hvad han så fra sit hold i Telia Parken.

- Som træner og som hold er man altid selvkritisk. Vi ville gerne have været bedre i spillet med bolden og skabt noget mere i vores etablerede angrebsspil. Det var vi ikke specielt gode til i dag, konstaterer Jacob Friis.

En sjov start

For AaB er ambitionerne at spille med om titler og medaljer, så sejren ude over FC København skal ikke være en enkeltstående bedrift.

- Vi skal nyde den her sejr i aften, men fra i morgen skal vi videre mod næste kamp. Vi skal ikke flyve helt op under skyerne, fordi vi har vundet herovre. Skal vi være med i toppen, skal vi præstere sådan her hver gang, siger Oscar Hiljemark, der fik 86 minutter på banen i sin AaB-debut.

- Det var en sjov kamp at begynde med. Jeg har ikke spillet så meget, men jeg synes, at det var en relativt stabil præstation fra min side, siger Oscar Hiljemark.

Svenskeren fik også roser med på vejen fra sin nye cheftræner.

- Jeg vil ikke lægge for meget pres på ham, for han har ikke spillet en hel kamp siden juli. Til sidst var han så træt, at han kun kunne gå rundt, men at han alligevel kan levere en så stabil kamp vidner om et rigtig godt niveau, siger Jacob Friis.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.