Aalborg-dreng vender hjem til Pirates
Efter tre sæsoner er Oliver Anker Christensen tilbage hos piraterne
Opdateret kl. 20:46
ISHOCKEY: Den 25-årige forward, Oliver Anker Christensen, vender tilbage til Aalborg efter to sæsoner i Odense Bulldogs og senest en enkelt sæson i Frederikshavn White Hawks. Det skriver Aalborg Pirates i en pressemeddelelse.
Forwarden vender hjem til Aalborg med otte sæsoner i Metal Ligaen på cv'et, så klubben betegner ham som en erfaren spiller trods sine blot 25 år.
- Anker har været væk fra Aalborg i tre sæsoner, hvor han har samlet god og værdifuld erfaring i andre danske klubber, men vi har altid haft en god kontakt med Anker omkring en mulig tilbagevenden til Aalborg, fortæller Pirates' sportschef Ronny Larsen, der ser den hjemvendte Aalborg-dreng passe godt ind i truppen.
- Anker yder en god arbejdsindsats på isen, hvor han er fremme for at stresse modstandernes backer, og hans gode fart i skøjterne passer også godt ind i vores måde at spille på, siger sportschef Ronny Larsen.
Oliver Anker Christensen spillede sidste sæson hos lokalrivalerne, Frederikshavn White Hawks, hvor han endte med 12 point fordelt på seks mål og seks assists. Året forinden havde han sin bedste sæson i Odense Bulldogs, hvor han endte med 15 point.
I 2018 var Oliver Anker Christensen en del af det Pirates-hold, der endte med at vinde The Double.
Forwarden forventes snarest muligt at stemple ind til Aalborg Pirates' sommertræning.
Mens Oliver Anker Christensen tjekker ind, fortæller klubben, at man tager afsked med Jonas Jakobsen, der efter eget ønske har fået annulleret sidste år af sin kontrakt, så han nu er fri til at søge andre græsgange.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.