Aalborg håber at få profil klar til lokalbrag mod Mors-Thy

Nordvestjyderne sætter deres lid til, at de kan overraske Aalborg i mestrenes sammenpressede kampprogram

Felix Claar var syg, da Aalborg Håndbold fredag var på besøg hos TTH Holstebro. Arkivfoto: Bente Poder <i>Foto: Bente Poder</i>

Felix Claar var syg, da Aalborg Håndbold fredag var på besøg hos TTH Holstebro. Arkivfoto: Bente Poder Foto: Bente Poder

HÅNDBOLD:Mindre end to døgn efter sejren på udebane over TTH Holstebro i 2022’s første betydende håndboldkamp er der allerede point på spil for Aalborg Håndbold igen, når Sparekassen Danmark Arena søndag lægger gulv til det nordjyske lokalopgør mod Mors-Thy.

- Kunne vi selv have bestemt, havde vi nok lagt programmet anderledes, men vi har jo længe vidst, at det er sådan, det er, og heldigvis så vi jo fine ud i kampen i går (fredag, red.), konstaterer Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen.

For Mors-Thy Håndbold er situationen en noget anden. Holdet har ikke spillet om point siden 17. december, hvor det blev til en udesejr over SønderjyskE.

- Nu har vi løbet og trænet i en måneds tid, så vi glæder os helt vildt til at spille kamp igen. Det er jo det, der er sjovt. Jeg tænker heller ikke, at det er et dumt tidspunkt at møde Aalborg på. Jo trættere de er, jo bedre chancer har vi, lyder vurderingen fra Mors-Thys Mads Hoxer.

Da Aalborg Håndbold fredag aften vandt i Holstebro, var det tilmed i en decimeret udgave. Foruden langtidsskadede Martin Larsen og Sebastian Henneberg var også Aron Pálmarsson og Felix Claar ude. Pálmarsson er stadig hjemme i Island, hvor han plejer sin skade, men til gengæld er det ikke afskrevet, at Felix Claar kan komme i kamp søndag. Svenskeren måtte melde forfald til fredagens kamp på grund af sygdom.

- Vi holdt ham også hjemme i dag (lørdag, red.), men vi håber, at han kan nå at blive klar, siger Stefan Madsen.

Efter at have spillet for tomme tribuner i slutningen af 2021 er tilskuerne søndag også tilbage i Sparekassen Danmark Arena, hvor der ventes at blive udsolgt.

- Det glæder vi os sindssygt meget til. Jeg var meget overrasket over, at der ikke var fuldt hus i Holstebro i fredags, men det ser heldigvis ud til, at vi formår at få fyldt op, hvis alle dukker op, og det vil jeg selvfølgelig opfordre folk til. Jeg tror, at det bliver et brag af en kamp, siger Stefan Madsen.

Mors-Thy har dog tænkt sig at være alt andet end statister i den fest. Et svært og skadesplaget efterår blev trods alt sluttet godt af med to overbevisende sejre over TMS Ringsted og SønderjyskE.

- Jeg synes også, at vi har haft en fin pause, hvor vi har taget meget af det, der fungerede i de sidste kampe i efteråret, med. Det har godt nok været uden Erik og Sander (Erik Toft og Sander Øverjordet, der var med Norge til EM, red.), så det bliver selvfølgelig spændende at se, hvordan det fungerer, når vi er samlet igen, siger Mads Hoxer.

Mors-Thy er overvintret på en 12. plads med fem point op til den slutspilsgivende ottendeplads med ti kampe tilbage af grundspillet.

- Selvfølgelig drømmer vi stadig om at nå med i slutspillet. Vi spillede sindssygt godt i de sidste kampe i efteråret, og kan vi tage noget af det med, synes jeg, at vi har et fint program, hvor vi godt kan få skrabet nok point sammen, siger Mads Hoxer.

Der er kampstart i Sparekassen Danmark Arena klokken 14. Kampen vises ikke i tv, men til gengæld kan du følge den i en liveblog på nordjyske.dk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.