Aalborg Håndbold båret frem af tilbagevendte fans og klar til DM-finalen

Se billederne: I en sand håndboldgyser mod GOG sikrede aalborgenserne sig semifinalesejren på flot finish i Jutlander Bank Arena

Nikolaj Læsø hamrede fem vigtige scoringer i nettet. Foto: Martin Damgård

Nikolaj Læsø hamrede fem vigtige scoringer i nettet. Foto: Martin Damgård

HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold skulle blot bruge to kampe på at affærdige grundspilsvinderne fra GOG og booke plads i DM-finalen, hvor Bjerringbro-Silkeborg venter.

Sent torsdag aften fulgte aalborgenserne op på tomåls-sejren i Gudme forleden ved at vinde 33-30 hjemme i Jutlander Bank Arena, hvor 2400 tilskuere bar holdet frem i en hektisk slutfase.

Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen

Stillingen var 30-30 med tre minutter igen, men så hev Mikael Aggefors et par af de helt store redninger frem - blandt andet på et straffekast - og siden skød Lukas Sandell, Felix Claar og Mark Strandgaard sejren i hus.

Det blev dog på ingen måde en let aften for Aalborg Håndbold, der fik en skæv start på kampen med et par udvisninger og hurtigt kom bagud. Fynboernes Mathias Gidsel skød med skarpt, mens hjemmeholdet lavede en del tekniske fejl og havde problemer med at få bolden forbi en velspillende Viktor Hallgrimsson.

Aalborg Håndbold mødte GOG i den anden DM-semifinale. Foto: Martin Damgård

Aalborg Håndbold mødte GOG i den anden DM-semifinale. Foto: Martin Damgård

Buster Juul brændte blandt andet to straffekast, og efter 13 minutter - ved stillingen 4-8 i gæsternes favør - følte Stefan Madsen sig tvunget til at tage en timeout for Aalborg.

Siden kom der mere skik på angrebsspillet. Lukas Sandell og Felix Claar på skift sørgede for, at hjemmeholdet igen kom på omgangshøjde ved 12-12 fem minutter før pausen.

Siden byttede holdene mål, og Lukas Sandell sluttede første halvleg med at hamre 16-16 i netmaskerne i sidste sekund.

Mark Strandgaard sørgede i starten af anden halvleg for den første Aalborg-føring siden 1-0, da han med to fløjscoringer ændrede tavlen til 18-17.

Føringen blev øget til 20-18 ved Magnus Saugstrup efter en flot maskeret aflevering fra Lukas Sandell, men en udvisning til Aalborg fik hurtigt GOG tilbage på 20-20. Siden byttede holdene langt hen af vejen mål og skiftedes til at være foran med et enkelt.

Aalborg Håndbold mødte GOG i den anden DM-semifinale. Foto: Martin Damgård

Aalborg Håndbold mødte GOG i den anden DM-semifinale. Foto: Martin Damgård

Nikolaj Læsø var dog vågen med en flot erobring og kørte kontra, inden en brandvarm Mark Strandgaard fra fløjen sørgede for 28-26 med små 10 minutter igen.

En ellers velskydende Nikolaj Læsø kunne have øget føringen til tre mål, men han brændte ind over stregen på Hallgrimsson, og i stedet hamrede Emil Jakobsen og siden Simon Pytlick GOG tilbage på 28-28 med syv minutter igen.

Men Aalborg Håndbolds viste nok engang holdets evne til at holde hovedet koldt og vinde de tætte kampe. Dermed har de nået den første af de tre finaler, de sigter mod i juni.

Kampfakta:

Aalborg Håndbold - GOG 33-30 (16-16)

Stillinger undervejs: 2-5, 5-9, 10-12, 14-14, 18-17, 22-23, 26-24, 30-30

Mål, Aalborg: Lukas Sandell 8, Mark Strandgaard 7, Nikolaj Læsø 5, Felix Claar 4, Sebastian Barthold 3, Magnus Saugstrup 2, Henrik Møllgaard 2, René Antonsen 2

Mål, GOG: Mathias Gidsel 9, Simon Pytlick 6, Oscar Bergendahl 4, Emil Jakobsen 4, Frederik Bo Andersen 3, Morten Olsen 2, Emil Lærke 1, Steven Plucnar 1.

Udvisninger: Aalborg 3, GOG 4

Tilskuere: 2400

Aalborg Håndbold videre til DM-finalen efter to sejre. Nu venter Bjerringbro-Silkeborg, og den første kamp spilles onsdag 2. juni i Jutlander Bank Arena.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.