Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold besejrede gammel kending

Det lykkedes for Aalborg Håndbold at hive en sejr hjem over Lemvig-Thyborøn, selvom de var længe om at slippe håndbremsen

Aalborg Håndbold kunne endnu en gang juble da slutfløjtet lød, da klubben hev endnu en sejr hjem. Arkivfoto Lars Pauli.
Aalborg Håndbold kunne endnu en gang juble da slutfløjtet lød, da klubben hev endnu en sejr hjem. Arkivfoto Lars Pauli. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 18:26

HÅNDBOLD: Aalborg Håndbold hev endnu en ligasejr hjem, denne gang på 32-23, da klubben søndag spillede hjemme Lemvig-Thyborøn Håndbold i HTH-ligaens sjette runde.

Det var ellers en første halvleg fyldt med fejl og mangler hos de forsvarende danske mestre, hvilket var ensbetydende med, at de to klubber fulgtes pænt ad i alle 30 minutter.

Tidligere Aalborg-målmand Søren Pedersen var at spotte blandt tilskuerne i Jutlander Bank Arena, da han som ny direktør i Lemvig-Thyborøn Håndbold var tilbage i de gamle og vante rammer.

Aalborgenserne startede inde med blandt andre Andreas Holst, der har været ude af billedet i en længere periode på grund af skader. Det skulle vise sig, at bagspilleren ville gribe sin chance, da han åbnede ballet og blev sit holds første målscorer, samtidig med at han endte som Aalborg Håndbolds topscorer i kampen - på trods af mindre spilletid i anden halveg.

Modsat var klubbens gamle kending Martin Larsen, der tilsluttede sig holdet igen i sommers efter flere år i udlandet, i et mere negativt fokus, da han blandt andet noterede sig for to udvisninger og flere individuelle fejl på kort tid, der kostede hjemmeholdet både mål og muligheder. Derfor blev det heller ikke til mange minutter til Aalborg-spilleren, der hurtigt blev sendt tilbage på bænken.

Stefan Madsen har formentlig talt med store bogstaver i pausen. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Kort inden pausen formåede gæsterne at bringe sig foran, hvilket fik Aalborgs cheftræner Stefan Madsen til at kalde på forstærkning fra bænken, hvor blandt andre Kristian Bjørnsen og Lukas Sandell blev sendt på banen.

Der var ingen tvivl om, at Stefan Madsen i pausen havde snakket med store bogstaver. Det var i hvert i fald et helt andet Aalborg-hold, der kom ud til anden halvleg. Allerede efter fire minutters spil havde hjemmeholdet fået ændret pausestillingen på 13-14 til en føring på 16-15.

Samtidig med at Aalborg-holdet fik strammet op i offensiven, formåede Simon Gade ligeledes at steppe gevaldigt op inde i målet, som han endnu en gang passede ene mand i skadede Mikael Aggefors fravær.

Dog lykkedes det ikke helt for hjemmeholdet at få rystet gæsterne af sig. De formåede hele tiden at komme godt tilbage. Det var først et kvarter inde i anden halvleg, at hjemmeholdet stille og roligt spillede sig i udbrud med fire mål.

I de sidste 15 minutter havde aalborgenserne dog helt styr på tingene og endte med en solid sejr på 32-23 over Søren Pedersens tropper fra Lemvig-Thyborøn Håndbold.

Kampfakta

Aalborg Håndbold - Lemvig-Thyborøn Håndbold 32-23 (13-14)

Stillinger undervejs: 0-1, 4-3,, 7-7, 9-11, 13-14 (pausestilling), 16-15, 20-17, 22-18, 26-21, 29-22

Målscorere Aalborg Håndbold: Andreas Holst 6, Lukas Sandell 5, Sebastian Barthold 5, Jesper Nielsen 4, Kristian Bjørnsen 3, Buster Juul 2, Henrik Møllgaard 2, Benjamin Jakobsen 2, Jonas Samuelsson 1, Martin Larsen 1

Topscorere, Lemvig/Thyborøn: Mads Hansen 7, Thomas Damgaard 6

Udvisninger: Aalborg Håndbold 3, Lemvig/Thyborøn 3

Tilskuere: 3.834

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden