Aalborg Håndbold har flere spørgsmålstegn før nøglekamp i Skjern

Aalborg Håndbold må efter alt at dømme igen stille op i en decimeret udgave, når det søndag gælder en udekamp mod Skjern

Kristian Bjørnsen slog knæet i mandagens kamp mod KIF Kolding, og det gør nordmanden tvivlsom til søndagens udekamp mod Skjern. <i>Arkivfoto: Martin Damgård</i>

Kristian Bjørnsen slog knæet i mandagens kamp mod KIF Kolding, og det gør nordmanden tvivlsom til søndagens udekamp mod Skjern. Arkivfoto: Martin Damgård

AALBORG:Det bliver med al sandsynlighed igen med en håndfuld profiler på tilskuerpladserne, når Aalborg Håndbold søndag aften gæster Skjern Håndbold til den tredje opgave i slutspillet.

Mads Hoxer gik glip af mandagens sejr over KIF Kolding på grund af en knæskade, der igen holder den unge højre back ude søndag aften.

- Vi må stadig vente og se, hvordan det udvikler sig med Hoxers knæ, i forhold til hvor længe han skal være ude, men han kommer ikke i spil søndag, siger Aalborg Håndbolds cheftræner, Stefan Madsen.

Aron Pálmarsson stod også over mandagens kamp mod KIF Kolding, efter at han ellers havde gjort comeback i den første slutspilskamp mod Ribe-Esbjerg. Mod Kolding måtte Kristian Bjørnsen tilmed udgå efter et slag på knæet.

- Vi passer stadig rigtig meget på Aron, og det er meget tvivlsomt, om vi bringer ham i spil i Skjern. Kristian har ikke haft det skidegodt efter kampen mod Kolding, men vi må se, hvordan det ser ud i morgen, siger Stefan Madsen, der udover sygemeldte Mikkel Hansen også fortsat må undvære Sebastian Barthold og Jesper Nielsen.

- Vi håber, at Sebastian og Jesper kan være klar efter landsholdspausen (mod Kolding 3. maj, red.), siger Stefan Madsen.

Selv i den decimerede udgave kan Aalborg Håndbold dog tage et meget stort skridt mod semifinalerne, hvis det bliver til en sejr i Skjern søndag aften. I så fald vil der være minimum fire point ned til enten Ribe-Esbjerg eller KIF Kolding på tredjepladsen.

- Det er en nøglekamp af de helt store. Vi er med på, at vi ikke kan afgøre det hele med en sejr, men vi kan godt nok sætte os i en favorabel position. Det er dog helt sikkert en svær opgave, der venter os, siger Stefan Madsen.

Ligesom Aalborg er Skjern dog skadesramt. Vestjyderne må i resten af sæsonen klare sig uden anfører Emil Bergholt.

- Selv om de kun har én stregspiller klar, har de spillet en del syv mod seks, fordi de har fået gjort Jonathan Würtz til stregspiller, og det forventer jeg også, at vi kommer til at stå overfor. Spørgsmålet er så, hvor Lasse Mikkelsen og Oliver Norlyk står. Vi må se, om de er med eller ej, siger Stefan Madsen.

Der er kampstart i Skjern søndag aften klokken 20.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.