Aalborg Håndbold har tvivlsom profil med til Ungarn
Nøglespilleren halter før torsdagens vigtige første kvartfinaleduel mod Veszprém i Champions League

Onsdag aften ankom Henrik Møllgaard og Aalborg Håndbold til Veszprém i Ungarn, hvor de på hotellet holdt hof for den danske presse. Foto: Claus Søndberg
HÅNDBOLD:Aalborg Håndbold ankom onsdag aften til Veszprém i Ungarn, hvor de danske mestre torsdag aften spiller det første af to kvartfinalebrag i Champions League.
Inden afgangen fra det nordjyske nåede aalborgenserne at have en let træning i Gigantium, men det var alligevel nok til, at uheldet var ude for landsholdsprofilen Henrik Møllgaard. Han vred om på den ene ankel og virker alt andet end let på tå.
- Det er en dårlig idé at blive skadet før sådan en vigtig kamp, men nu må vi se, hvad vi kan lave af hekserier i løbet af 24 timer. Jeg føler mig dog overbevist om, at jeg nok skal komme til at bidrage i et eller andet omfang, siger Henrik Møllgaard.
Se flere billeder fra Ungarn nederst i artiklen
Højrebacken Lukas Sandell stod også over Aalborg Håndbolds sidste træning på grund af de hælproblemer, han har kæmpet med på det seneste. Men ifølge cheftræner Stefan Madsen er udsigterne til at se svenskeren i fuld firspring mod Veszprem forholdsvis gode.

Lukas Sandell (tv.) havde smilet fremme ved ankomsten til Ungarn, hvor Aalborg Håndbold torsdag aften spiller storkamp i Champions League. Foto: Claus Søndberg
I forvejen har Aalborg Håndbold Andreas Holst, Martin Larsen og Sebastian Henneberg på skadeslisten.
Der er kampstart mod Veszprém torsdag klokken 18.45, og der er udsolgt, hvilket betyder 5000 tilskuere på lægterne.
- Det er en af de mest vanvittige kulisser, der overhovedet findes i europæisk håndbold, og det glæder jeg mig egentlig bare over, at vi er så heldige at få lov at opleve det, siger Henrik Møllgaard, der ikke frygter, at aalborgenserne lader sig kue.
- Jeg synes, at vi har vist i de senere år, at vi er et stærkt udehold, der evner at tackle og angribe den slags kampe på en fornuftig måde, selvom vi kommer under et stort tryk, tilføjer Aalborgs rutinerede landsholdsspiller.
Cheftræner Stefan Madsen har også en god fornemmelse i maven før braget i Ungarn, hvor han især ser én detalje blive afgørende for, om aalborgenserne slipper fornuftigt fra opgøret.
- Veszprem er vel et af de fysisk stærkeste hold, vi overhovedet kan komme til at møde, så vi skal op på samme niveau. Den intensitet og hårdhed, som de kommer med, skal vi kunne matche og også svare igen på, fastslår han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.