Aalborg Håndbold sagde farvel til et talent, men henter en verdensklassespiller hjem
Det var ikke svært at overbevise Simon Hald om, at han skulle vende tilbage til Aalborg Håndbold, fortæller direktør Jan Larsen
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:22
HÅNDBOLD: Simon Hald skal næppe bruge lang tid på at finde sig til rette, når han med virkning fra sommeren 2023 skifter til Aalborg Håndbold.
Den 27-årige landsholdsspiller vender nemlig hjem til velkendte omgivelser. Simon Hald fik sin håndboldmæssige opvækst i Aalborg Håndbold, inden han i 2018 drog til tyske Flensburg-Handewitt. Om godt et år går turen så retur.
- Vi er altid glade for at kunne hente vores gamle drenge hjem. Især når de som i Simons tilfælde har været ude at få erfaring og blive en bedre spiller. Simon er blevet en verdensklassespiller, der er blevet etableret på et landshold, som han har vundet to VM-titler med, samtidig med at han har gjort det godt i en storklub som Flensburg.
- Det er fantastisk, at han gerne vil hjem og være en del af vores projekt. Han kommer hertil i en stadig ung alder, og det er et cadeau til os, at en spiller af den kaliber gerne vil hjem. Det er vi stolte over, fortæller Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.
Simon Hald er den tredje danske landsholdsspiller, der i de kommende år slutter sig til Aalborg Håndbold. Til sommer kommer Mikkel Hansen, mens Niklas Landin ligesom Simon Hald tiltræder et år senere.
- Selvfølgelig har det også haft betydning for Simon, at vi har hentet de spillere, vi har. Han har ligesom os meget store ambitioner, og da vi fortalte Simon om vores planer, viste han ret hurtigt stor interesse. Han var ikke så svær at overtale, og det er vi også stolte over, siger Jan Larsen.
Aalborg-direktøren er ikke i tvivl om, at han får en bedre spiller hjem end ham, han måtte slippe til Flensburg-Handewitt tilbage i 2018.
- Simon var et kæmpestort talent dengang, men nu er han en etableret verdensklassespiller. Han har vist, at han som forsvarsspiller er i absolut topklasse, og når han har fået lov at spille med i angrebet, synes jeg også, at han har vist store kvaliteter i den del af spillet.
- Han er etableret på landsholdet, men jeg er ikke i tvivl om, at hans rolle bliver endnu større med tiden. Han er en mand for fremtiden på det hold, men generelt har han udviklet sig, som man kunne forvente. Han havde potentialet til at blive en klassespiller, og det er han blevet, siger Jan Larsen.
Simon Hald har rundet de 28 år, når han i sommeren 2023 vender hjem til Aalborg Håndbold, som han har fået en femårig aftale med.
- Simon har masser af gode håndboldår foran sig, så jeg havde absolut ingen betænkeligheder ved at skrive en så lang kontrakt med ham. Nærmest tværtimod, lyder det fra Jan Larsen.
Aalborg Håndbold-truppen tæller i forvejen de tre stregspillere René Antonsen, Jesper Nielsen og Benjamin Jakobsen, der alle er på kontrakt frem til sommeren 2024.
- Vi er godt kørende på den plads, må jeg sige. Der kan nå at ske mange ting inden den tid, men vi er godt tilfredse med den besætning, vi har, og udgangspunktet er jo, at de alle skal spille her indtil 2024, siger Jan Larsen.
Som i tilfældene Mikkel Hansen og Niklas Landin måtte han være tidligt ude for at sikre, at Simon Hald også havner i Aalborg Håndbold.
- Det er sådan, markedet er i dag. Det har ændret sig drastisk i forhold til tidligere, men vil vi have de topspillere, er vi nødt til at gøre det på den måde, og det er nogle nøglepositioner, vi har sikret os på her.
- Først og fremmest handler det dog om nuet, og at vi skal præstere i slutspillet og i Champions League i denne sæson, men det er jo også godt at have noget at glæde sig til, konstaterer Jan Larsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.