Aalborg Håndbold

Champions League-drøm fik Simon Hald hjem til Aalborg

Simon Hald er meget glad for tilværelsen i Flensburg-Handewitt, men drømmen om at vinde Champions League med sin barndomsklub lokkede ham hjem

Simon Hald kunne ikke sige nej til tilbuddet om at vende tilbage til sin barndomsklub.
Simon Hald kunne ikke sige nej til tilbuddet om at vende tilbage til sin barndomsklub. Arkivfoto: Tibor Illyes/Ritzau Scanpix

Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:22

HÅNDBOLD: Det er en drøm, der går i opfyldelse, når Simon Hald med virkning fra sommeren 2023 vender tilbage til Aalborg Håndbold.

Allerede da landsholdsspilleren i 2018 forlod sin barndomsklub til fordel for tyske Flensburg-Handewitt, var det med tanken om, at han skulle tilbage en dag.

- Jeg har altid håbet, at det kunne lade sig gøre en dag. Det lå dog ikke rigtigt i kortene, at det skulle ske allerede efter fem år i udlandet, men tidspunktet føles rigtigt. Det projekt, de har gang i, er bare for spændende til at kunne sige nej til.

- Jeg er jo oprindeligt fra Aalborg, og det betyder selvfølgelig også noget at have familie og venner tæt på, men det betyder også meget at kunne vende tilbage til den klub, der gav mig chancen og har gjort mig til den spiller, jeg er i dag, fortæller Simon Hald.

Den mere end to meter høje nordjyde har, siden han forlod Aalborg Håndbold, blandt andet etableret sig på det danske landshold, der har vundet VM to gange i træk, og når han i sommeren 2023 vender hjem til sin barndomsklub, er det også med udsigt til at dele omklædningsrum med landsholdskammeraterne Mikkel Hansen og Niklas Landin, der skifter til Aalborg Håndbold i henholdsvis sommeren 2022 og sommeren 2023.

- Jeg vil ikke sige, at det er altafgørende, men det betyder selvfølgelig meget, at de kommer til Aalborg. Det fortæller lidt om klubbens ambitioner, at man kan hente spillere af den kaliber, og det gør, at vi forhåbentlig kan spille med om de helt sjove titler, siger Simon Hald.

Tilgangen af de tre danske landsholdsspillere er et led i Aalborg Håndbolds udtalte ambition om at vinde Champions League, og den målsætning deler Simon Hald.

- Holdet har allerede præsteret sindssygt flot, men jeg håber, at vi kan fortsætte med at lægge lag på, så vi på et tidspunkt kan vinde den helt store titel. Vi skal konkurrere med mange stærke hold, men med den trup, vi får, kan vi godt have den drøm.

- Det ville være kæmpestort, hvis jeg kunne vinde Champions League med min barndomsklub. For bare fire-fem år siden troede jeg jo ikke, at det nogensinde ville være muligt med en dansk klub, men det er en virkelig spændende udvikling, der er i gang i Aalborg, og jeg kommer til at gøre alt, hvad jeg kan for at opnå den drøm, siger Simon Hald.

De til den tid fem år i Flensburg-Handewitt samt en masse erfaringer fra slutrunder med det danske landshold gør også, at det bliver en bedre Simon Hald, der vender tilbage til Aalborg Håndbold sammenlignet med ham, der tog til Nordtyskland i 2018.

- Folk skal forvente, at de får en spiller, der vil give sin højre arm for klubben. Jeg synes, at jeg har lagt på som både menneske og håndboldspiller, så jeg føler helt sikkert, at det er en bedre udgave af mig selv, der kommer hjem, siger Simon Hald, der har indgået en femårig kontrakt med Aalborg Håndbold.

Inden da handler det dog om at sætte et godt punktum i Flensburg-Handewitt.

- Jeg er stadig rigtig glad for at være dernede, og det skal ikke lyde som om, at jeg vender hjem, fordi der er noget dernede, som ikke er i orden. 

- Havde det ikke været Aalborg, var jeg nok heller ikke taget afsted. Jeg er meget glad for både klubben og træneren i Flensburg, og jeg kunne også godt have set mig selv fortsætte der, men Aalborg er bare noget specielt for mig, siger Simon Hald, der i denne uge er samlet med det danske landshold forud for to testkampe mod Polen og Sverige.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden