Aalborg-kæmpe slog til efter sygdomsafbud

Benjamin Jakobsen sled og slæbte mod Ribe-Esbjerg, og det var mere knofedt end smukt spil, der i den sidste ende gav aalborgenserne sejren

Benjamin Jakobsen var en kæmpe håndfuld for Ribe-Esbjergs defensiv. <i>Foto: Bente Poder</i>

Benjamin Jakobsen var en kæmpe håndfuld for Ribe-Esbjergs defensiv. Foto: Bente Poder

AALBORG:  Jesper Nielsen har været Aalborg Håndbolds klart bedste stregspiller i denne sæson, men i lørdagens hjemmekamp mod Ribe-Esbjerg måtte holdkammeraterne klar sig uden hans hjælp.

Sygdom holdt svenskeren hjemme på sofaen, og i stedet trådte Benjamin Jakobsen i karakter på positionen og var en vigtig spiller i den spinkle sejr på 29-28 i Sparekassen Danmark Arena. Stregkæmpen scorede fire mål på fire forsøg - heraf to i den nervepirrende slutfase.

- Det er selvfølgelig træls og ærgerligt, at Jesper ikke kunne være med, for han har en vigtig rolle på vores hold. Men så måtte vi andre jo forsøge at træde til i hans fravær, og jeg synes virkelig, at alle knoklede med alt, hvad de havde. Det er med til, at kampen faldt ud til vores fordel, forklarer Benjamin Jakobsen.

Playmaker Felix Claar blev Aalborg Håndbolds topscorer med seks mål i lørdagens kamp, men han er efter kampen hurtig til at sende roser i retning af holdkammeraten.

- Benjamin er virkelig stærk og giver plads til eksempelvis en Lucas Sandell i angrebsspillet, fordi han hele tiden holder to mand beskæftiget. Én mod én er han nemlig umulig at hamle op med, roser Claar.

Aalborg Håndbold skulle lørdag eftermiddag forsøge at bevare sin status som ubesejret tophold i HTH Herreligaen. Modstanderen hjemme i Sparekassen Danmark Arena var Ribe-Esbjerg. Benjamin Jakobsen Aalborg 12. november 2022. <i>Foto: Bente Poder</i>

Aalborg Håndbold skulle lørdag eftermiddag forsøge at bevare sin status som ubesejret tophold i HTH Herreligaen. Modstanderen hjemme i Sparekassen Danmark Arena var Ribe-Esbjerg. Benjamin Jakobsen Aalborg 12. november 2022. Foto: Bente Poder

Selvom Aalborg Håndbold altså nok engang hentede to point, selvom de var bagud undervejs, indrømmer holdets svenske profil, at holdet også havde marginalerne med sig. Gæsterne fik mulighed for at udligne til slut, da Andreas Flodman med 10 sekunder tilbage brændte fra fløjen, men de endte med at stresse for meget og smide bolden væk i stedet.

- Vi ved udmærket, at Ribe-Esbjerg har gang i noget godt, og at det ville blive en hård opgave, når vi manglede både Jesper (Nielsen, red.) og Aron (Palmarsson, red.) på grund af sygdom. Måske havde uafgjort også været et mere retvisende resultat, erkender Felix Claar.

Aalborg Håndbold - Ribe-Esbjerg 29-28

  • Håndbold, HTH Herreliga
  • Stillinger undervejs: 3-3, 4-7, 8-11, 11-13, (14-15), 16-17, 19-19, 21-20, 23-23, 26-24
  • Mål, Aalborg: Felix Claar 6, Sebastian Barthold 5, Benjamin Jakobsen 4, Lukas Sandell 4, Mikkel Hansen 3, Kristian Bjørnsen 2, Andreas Flodman 2, Mads Hoxer 1, René Antonsen 1, Mikkel Ladefoged 1
  • Mål, Ribe-Esbjerg: Jonas Larholm 6, Elvar Asgeirsson 4, Marcus Dahlin 4, Magnus Haubro 3, Andreas Søgaard 3, Mathias Jørgensen 2, Morten Jørgensen 2, Sune Østergaard Iversen 2, Simon Birkefeldt 1, Jesper Lindgren 1
  • Udvisninger: Aalborg 1, Ribe-Esbjerg 5
  • Tilskuere: 4127

Sejren var Aalborgs tredje på otte dage, og allerede tirsdag går det løs igen, når turen går til Nordsjælland.

- Vi har uden tvivl kræfter til at tage endnu en sejr der, og det forventer vi også af os selv. Men jeg håber dog, at vi kommer lidt bedre fra start, siger Benjamin Jakobsen med henvisning til den tendens, aalborgenserne har haft på det seneste med at komme bagud og være tvunget til at jagte modstanderen.

- Når vi spiller så mange kampe, som vi gør i øjeblikket, og de modstandere, vi møder, har den kvalitet, de har, så må vi også bare erkende, at der skal hårdt arbejde til for at vinde. Heldigvis er det gået godt indtil videre, uddyber stregkæmpen.

Aalborg Håndbold fører HTH Herreligaen - ét point foran GOG, der lørdag vandt en pligtsejr over Lemvig-Thyborøn. Kampen om grundspilssejren står reelt mellem de to hold, for der er et stort hop ned til forfølgerne.

Aalborg Håndbold mod Ribe- Esbjerg HH

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.