Gyserafslutning, da Aalborg slog Ribe-Esbjerg
Aalborgenserne havde store problemer i lørdagens hjemmekamp i HTH Herreligaen i håndbold, og spændingen varede til sidste sekund
Opdateret kl. 17:44
AALBORG: Det blev neglebidende spændende for de godt 4000 tilskuere, der lørdag eftermiddag var mødt op i forventning om at se Aalborg Håndbold besejre Ribe-Esbjerg på hjemmebane.
Favoritsejren fik de, men den kom blot til at lyde på 29-28 efter blandt andet to vitale scoringer fra stregspiller Benjamin Jakobsen i slutfasen.
Gæsterne fik mulighed for at udligne til slut, da Andreas Flodman med 10 sekunder tilbage brændte fra fløjen, men de endte med at stresse for meget og smide bolden væk i stedet.
Dermed fører Aalborg Håndbold fortsat HTH Herreligaen og har endnu ikke tabt i en ligakamp i denne sæson.
- Håndbold, HTH Herreliga
- Stillinger undervejs: 3-3, 4-7, 8-11, 11-13, (14-15), 16-17, 19-19, 21-20, 23-23, 26-24
- Mål, Aalborg: Felix Claar 6, Sebastian Barthold 5, Benjamin Jakobsen 4, Lukas Sandell 4, Mikkel Hansen 3, Kristian Bjørnsen 2, Andreas Flodman 2, Mads Hoxer 1, René Antonsen 1, Mikkel Ladefoged 1
- Mål, Ribe-Esbjerg: Jonas Larholm 6, Elvar Asgeirsson 4, Marcus Dahlin 4, Magnus Haubro 3, Andreas Søgaard 3, Mathias Jørgensen 2, Morten Jørgensen 2, Sune Østergaard Iversen 2, Simon Birkefeldt 1, Jesper Lindgren 1
- Udvisninger: Aalborg 1, Ribe-Esbjerg 5
- Tilskuere: 4127
Et sygdomsramt Aalborg-mandskab, der havde både Aron Palmarsson og Jesper Nielsen liggende hjemme på sofaen, fik som i den foregående ligakamp mod TTH Holstebro en skæv start.
De første 10 minutter bød på fire brændte skud - heriblandt et straffekast fra Mikkel Hansen - et kikset indspil og en bold kastet ud over sidelinjen. Det takkede Ribe-Esbjerg for ved at bringe sig foran 7-4, og vestjyderne kunne have været mere i front, hvis ikke Simon Gade havde disket op med tre gode redninger.
Mikkel Hansen brændte også sit andet straffekast og senere ligeledes sit fjerde, og dermed har han nu brændt fem af slagsen i træk. Samtidig fik Mads Hoxer ikke gang i noget som helst på højre back, og så kunne Ribe-Esbjerg holde sig i front med 11-8 efter 20 minutters spil.
Mod slutningen af første halvleg mistede vestjyderne noget skarphed og kastede tre afslutninger forbi mål. Samtidig trådte playmaker Felix Claar i karakter i Aalborgs afslutningsspil, og dermed blev hullet på måltavlen næsten lukket til pausen. 14-15 stod der i gæsternes favør.
Simon Gade indledte anden halvleg stærkt i Aalborg-målet med tre redninger, men samme skarphed havde holdkammeraterne ikke i den modsatte ende, og derfor kunne Ribe-Esbjerg fortsat holde sig i front.
10 minutter inde i anden halvleg kom aalborgenserne dog tilbage på omgangshøjde ved 19-19, efter en kontrascoring af netop indskiftede Andreas Flodman. Med et kvarter tilbage af kampen kom så endelig den første Aalborg-føring, da Mads Hoxer fik hul på bylden og hamrede hjemmeholdet foran 21-20.
Mikkel Hansen fik chancen for at øge føringen yderligere, men i stedet løb Ribe-Esbjerg op og udlignede til 21-21 med 12 minutter igen.
Aalborg lignede dog holdet med mest overskud i slutfasen, og med syv minutter igen fik Andreas Flodman givet holdet den første to-målsføring ved 26-24 på en kontra. Med en brændt straffe fra Sebastian Barthold senere var gæsterne tilbage på 26-26.
Derfra var det ren neglebidning frem til sidste sekund. Simon Gade bidrog med en redning halvandet minut før tid, der i den sidste ende var med til at gøre den lille forskel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.