Håndbold

Aalborg-keeper om landsholdsdebut: - Seks redninger lyder da meget godt

Simon Gade var tilfreds med landsholdsdebuten mod Tyskland og imponeret over, hvordan den kommende Aalborg-spiller Thomas Arnoldsen viste sig frem

De danske verdensmestre i herrehåndbold var torsdag aften på besøg i Gigantium i Aalborg til en testkamp mod Tyskland. Målmand Simon Gade fra Aalborg Håndbold, der kan få debut i landsholdstrøjen  Aalborg 9. marts 2023.
De danske verdensmestre i herrehåndbold var torsdag aften på besøg i Gigantium i Aalborg til en testkamp mod Tyskland. Målmand Simon Gade fra Aalborg Håndbold, der kan få debut i landsholdstrøjen Aalborg 9. marts 2023. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 09:29

AALBORG: Selvom det kun blev til 12 minutter på banen, nåede Aalborg Håndbolds Simon Gade i den grad at få vist sine evner frem, da han torsdag aften fik landsholdsdebut i Gigantium.

Her vandt Danmark en testkamp mod Tyskland med 30-23, og Gade bidrog til løjerne med seks redninger, efter at han kom på banen i slutfasen. Så kan det godt være, at to af redningerne ikke helt tæller i den officielle statistik, fordi der siden blev dømt for en forudgående forseelse.

- Men jeg synes da, vi skal gå med de seks redninger, for det lyder da egentlig meget godt, griner Aalborg-målmanden, der pillede et straffekast i sin allerførste aktion.

- Det var en rigtig fed oplevelse at spille derinde, selvom det kun blev til 10 minutter. Der plejer jo også at være fuldt hus, når jeg spiller her med Aalborg Håndbold, så det var vante rammer. Alligevel var det nu noget specielt, når det var min landsholdsdebut, forklarer Simon Gade.

Han kunne i kampens første 50 minutter se Barcelona-målmanden Emil Nielsen stå blændende og frustrere de tyske skytter.

Her sker det. Simon Gade smider overtrækstrøjen og går på banen til sin landsholdsdebut. Foto: Lars Pauli

- Emil stod dæleme godt, men jeg havde på forhånd fået lovning på at få de sidste 10-15 minutter af kampen, så det gik som planlagt, siger den 26-årige Aalborg-keeper.

Han var én af fire debutanter mod Tyskland, der i modsætning til Danmark stillede i tæt på stærkeste opstilling.

- Det siger lidt om bredden i dansk håndbold, at en masse nye spillere bare går ind og leverer varen på den måde. Bare se på Thomas Arnoldsen, der lavede syv kasser i sin debut, siger Gade om den kommende Aalborg-spiller.

- Nu er jeg jo ikke i Aalborg, når han til næste sæson kommer herop, men hvis den her indsats er standarden for hans niveau, så har tilskuerne sateme noget at glæde sig til, konstaterer Simon Gade, der til sommer skifter til TSV Hannover-Burgdorf i Bundesligaen.

Simon Gade og det danske landshold sætter nu kurs mod Tyskland, hvor de søndag atter møder Tyskland - denne gang i Hamborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden