Håndbold

Aalborg-kvinder blæser til angreb: Kun én ting tæller

EH Aalborg har fået slugt sidste sæsons kæmpe skuffelse og er kommet forrygende i gang med den nye håndboldsæson

Mette Brandt har lavet 22 mål i sæsonens første to kampe for EH Aalborg.
Mette Brandt har lavet 22 mål i sæsonens første to kampe for EH Aalborg. Arkivfoto: Lars Pauli

EH Aalborg var i sidste sæson snublende tæt på at sikre sig oprykning til kvindernes håndboldliga, og skuffelsen var enorm, da målet kiksede. Men aalborgenserne har set realiteterne i øjnene og er kommet blæsende ud til den nye sæson i 1. division.

Peter Jagds mandskab har vundet de to første kampe i suveræn stil. Først 35-23 ude over TMS Ringsted og siden 39-21 i hjemmekampen mod Søndermarkens IK.

- Vi kunne ikke have ønsket os en bedre start. Vi har haft nogle gode sæsonforberedelser, og med hjælp fra et godt forsvar og to dygtige keepere har vi virkelig fået gang i vores kontrafase, forklarer EH Aalborgs cheftræner.

Især playmakeren Mette Brandt har imponeret med 22 scoringer i de to første spillerunder. Dermed har hun for alvor fundet melodien, efter at hun i sidste sæson kom hovedkulds ind på holdet efter konkursen i ligaklubben Randers HK.

Cheftræner Peter Jagd vil se sit hold jagte alle mål i 60 minutter i kampene. Det kan i den sidste ende gøre forskellen på oprykning eller ej. Arkivfoto: Lars Pauli

- Hun har helt sikkert draget nytte af at være med i en opstart i forhold til spilkonceptet men også i forhold til at falde ind i hierarkiet omkring holdet, forklarer Peter Jagd.

EH Aalborg bekræfter med den gode start, at de igen vil kæmpe med om den enlige direkte billet til Håndboldligaen.

- At vinde 1. division er det eneste, der tæller for os. Vi kommer ikke til at sige, at vi har haft en god sæson, hvis vi ender som nummer to. Men der bliver helt sikkert hård kamp om det, for Holstebro ser igen stærke ud, og Roskilde kan også godt blande sig, varsler cheftræneren.

Netop Roskilde er næste opgave for EH Aalborg i en udekamp, der bliver sæsonens første alvorlige test.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden