Aalborg Pirates fik en grim koldstart på 2021
Herning Blue Fox scorede på alt, hvad der rørte sig i 1. periode af fredagens opgør i Metal Ligaen i ishockey
Opdateret 20. maj 2022 kl. 14:07
ISHOCKEY: Selvom Cody Donaghey scorede, har canadieren næppe tænkt sig at sætte megen plads af i skrapbogen til omtale af debuten for Aalborg Pirates.
Aalborgenserne fik et mareridtsagtig koldstart på 2021, der indtil fredag aften udelukkende havde budt på to aflyste opgør mod coronaramte Rødovre.
Herning tog sejren med 6-4 i Bentax Isarena, og den grundlagde de i 1. periode, hvor de scorede på næsten alt. Midtjyderne var gode til at få trafik foran målmand George Sørensen, men sidstnævnte så dog heller ikke så synderligt overbevisende ud.
Se alle billederne fra kampen nederst i artiklen
Cody Donagheys flotte slagskud fra blå linje efter 13 minutters spil til reducering 1-2, var ikke noget varsel om det store comeback fra hjemmeholdet.
Herning fortsatte med at score på nærmest alt, de sendte mod mål, og stillingen efter de første 20 minutter var beskæmmende 1-5 på måltavlen i Bentax Isarena.
Jesper Wulff fik forståeligt nok chancen i målet fra 2. periodes start, og han stod særdeles solidt. Samtidig kom Pirates til en del muligheder, men skarphed var en udtalt mangelvare foran Simon Nielsens mål. 17 sekunder før periodens udløb blev Wulff alligevel overlistet, og så var gæsterne foran 6-1 før sidste periode.
Her fik Kirill Kabanov - månedens Pirates-spiller i december - og to gange Mikkel Højbjerg godt nok reduceret, men det var ren kosmetik.
Med en sejr kunne Aalborg Pirates ellers i teorien have taget førstepladsen i Metal Ligaen tilbage fra Rungsted, men i stedet presses de nu bagfra af Esbjerg, der på tredjepladsen blot er ét point efter.
Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 4-6
Periodecifre: 1-5, 0-1, 3-0
Mål: 0-1 Cameron Brace (0.58), 0-2 Brodie Dupont (4.59), 1-2 Cody Donaghey (13.08), 1-3 Mathias Bau Hansen (14.29), 1-4 Jakob Jessen (16.57), 1-5 Brodie Dupont (19.00), 1-6 Mark MacMillan (39.42), 2-6 Kirill Kabanov (42.02), 3-6 Mikkel Højbjerg (44.18), 4-6 Mikkel Højbjerg (55.32)
Udvisninger: Aalborg 4x2 min., Herning 5x2 min.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.