Aalborg-træner: Sådan er status før GOG-brag
Stefan Madsen løber ingen risiko med Mikkel Hansen i lørdagens udsolgte hjemmekamp

Aalborg Håndbolds verdensmestre var torsdag tilbage i arbejdstøjet i klubben. Allerede lørdag gælder det et vaskeægte topbrag på hjemmebane mod GOG. Foto: Kim Dahl Hansen
AALBORG:Med blot to dages samlet forberedelse i banken bliver Aalborg Håndbold lørdag kastet for løverne, når HTH Herreligaen genstartes med topbraget mod GOG.
Selvom de sidste af aalborgensernes otte VM-spillere først torsdag landede i klubben, hører man dog ikke cheftræner Stefan Madsen pibe.
- Jeg kan love dig for, at vi er klar. Jeg ved godt, at det er begrænset, hvor meget vi har set hinanden på det seneste, men at være klar er mange ting. Der kan være nogle spillemæssige ting, der ikke sidder helt i skabet, men motivationsmæssigt og i forhold til den mentale tilstand, er vi der 100 procent, lover han.
Mikkel Hansen og Aron Pálmarsson kom retur fra VM med mindre skader, men de var fredag på træningsgulvet for Aalborg Håndbold - omend med trukket håndbremse.
- Først og fremmest har Aron reageret rigtig fint på træningen, siden han kom tilbage. Så må vi se med Mikkel, der har lidt med knæet. Vi kommer selvfølgelig ikke til at tage nogen form for risiko med ham, men han er med på bænken mod GOG, og så må vi se, hvad vi kan vride ud af ham, fortæller Stefan Madsen.
Håber på Buster
Buster Juul fik et lille slag over benet ved fredagens træning, da Lukas Sandell faldt ned på ham, men fløjspilleren har ellers trænet med hele januar og ser ud til at være tæt på et comeback.

Buster Juul har trænet med hele januar og er tæt på et comeback for Aalborg Håndbold. Foto: Kim Dahl Hansen
- Jeg håber meget, at der er nogle minutter i ham, for han har trænet suverænt i den seneste måned, siger cheftræneren.
Blandt de VM-spillere, der ikke kommer overbelastede tilbage til Aalborg, er Lukas Sandell, da han i perioder af VM-slutrunden sad meget på bænken for Sverige.
- Det er hurtigt at skulle i kamp igen, men heldigvis har kroppen reageret godt, så jeg er helt klar til at give den gas fra første kamp. Det er fedt, at vi starter med en stor kamp i en udsolgt arena, for det er bare de sjoveste at spille, siger højrebacken med en forventningsfuldt smil.
En nøglekamp
Aalborg Håndbold og GOG er á point i toppen af HTH Herreligaen, så betydningen af lørdagens kamp i en udsolgt Sparekassen Danmark Arena kan ikke overdrives.
- Det er helt klart en nøglekamp i jagten på den grundspilssejr, som vi rigtig gerne vil have. En vigtigt element bliver selvfølgelig, at vi kan håndtere Simon Pytlick, der viste sig fantastisk frem ved VM. Vi ved, han er dygtig, og i perioder af denne sæson synes jeg, at vi har kæmpet lidt med at stoppe de her individuelle aktioner, selvom vi egentlig har været opmærksomme på dem, forklarer Stefan Madsen.
GOG besejrede i december Aalborg Håndbold hele 41-39 i en pokalkvartfinale, og den kamp har i hvert fald lært Lukas Sandell noget.
- Vi skal have strammet op forsvarsmæssigt, og det kræver, at vi ikke giver dem chancen for at løbe en helt masse kontraer på os, for der er de sindssygt gode, påpeger svenskeren.
Der er kampstart klokken 16.10 lørdag, og det udsolgte opgør vises på TV 2.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.