Aalborgenser er skiftet til rivalerne: - Jeg har da fået et par bemærkninger på Messenger
Sebastian Brinkman havde brug for forandringer og har derfor skiftet Aalborg Pirates ud med Frederikshavn White Hawks
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:12
ISHOCKEY: Sebastian Brinkman har fået sin ishockeyopdragelse i Aalborg Pirates, men op til denne sæson er han trådt over i fjendens lejr.
Den 23-årige forward er nemlig i fuld gang med forberedelserne til den nye sæson hos de evige rivaler Frederikshavn White Hawks, som han skiftede til denne sommer.
- Jeg har da fået et par bemærkninger på Messenger om, at det er et skifte, man ikke laver, men det er, hvad det er. Jeg har fået god støtte fra både venner og familie, så det har været fint, siger Sebastian Brinkman.
Sebastian Brinkman har været en del af Aalborg Pirates' bedste hold de seneste seks sæsoner, men nu skulle der ske noget nyt.
- Jeg trængte til forandringer og en ny klub både på isen og udenfor, og jeg følte, at det var det rigtige for mig at komme herop, siger Sebastian Brinkman, der i den seneste sæson bidrog med fem mål og syv assists for Aalborg Pirates.
Han er kommet til Frederikshavn White Hawks med håbet om at få en større rolle.
- Ja, det regner jeg med. Man skal gøre sig fortjent til det, men det er jeg klar til at arbejde for. Det bliver en sjov sæson, hvor det nok bliver tæt igen, som det har været de seneste tre år, men jeg håber, at vi skal være med, hvor det er sjovt, siger Sebastian Brinkman, der denne uge er gået på is med sine nye holdkammerater for første gang.
Dermed har han også fået det første indtryk af cheftræner Jari Pasanen.
- Han er meget seriøs. Han går op i de helt små detaljer og er rigtig dygtig, så det har været rigtig godt, siger Sebastian Brinkman.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.