Endnu en nøglemedarbejder stopper: AaB skal have ny akademichef
Mathias Krogh stopper som akademichef i AaB ved udgangen af 2025
Opdateret kl. 18:19
Endnu en vigtig del af AaB-staben takker nu af i klubben.
Mathias Krogh stopper som akademichef efter nytår, skriver AaB i en pressemeddelelse.
Den nu afgående akademichef har været en del af AaBs talentarbejde siden 2011, og har siden 2017 været fuldtidsansat i AaB Akademiet, hvor han inden tiden som akademichef også har haft roller som rekrutteringsansvarlig og analytiker.
Fra Mathias Krogh selv lyder det, at bruddet med AaB kommer efter store og grundige overvejelser, om at han skal noget andet med sit arbejdsliv. Men det har ikke været en nem beslutning, da AaB betyder meget for ham både menneskeligt og professionelt.
- Det er en kliché, når man siger, at det har været en svær beslutning, men der er ingen tvivl om, at når man som jeg har haft to tredjedele af sit voksne arbejdsliv i AaB, så betyder klubben en hel masse. Alle, der har været, er eller bliver en del af AaB Akademiet, vil opleve det privilegium, det er at arbejde med så mange dygtige mennesker hver dag, siger Mathias Krogh.
- Jeg vil sige det sådan, at det ikke er for sjov, at vi uddeler nøgler til de nye akademispillere på første dag efter sommerferien – det er ikke bare symbolsk; det er for mig en følelse af, at AaB er et hjem, og jeg ser frem til sammen med John Møller og hele akademiet, at gøre alt, hvad vi kan, for at AaB og særligt akademiet fortsætter sin udvikling, siger den afgående akademichef.
Ærgrer ny sportschef
Mathias Kroghs beslutning ærgrer AaBs nye sportschef John Møller.
- Mathias Kroghs kompetencer er velkendte, og han har sammen med en masse andre mennesker gjort et dygtigt stykke arbejde, som igen har bragt vores akademi op blandt de bedste i Danmark, siger han.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har forsøgt at få Mathias til at genoverveje sin beslutning, men han har stået fast på en forandring i sit arbejdsliv, hvilket vi selvfølgelig respekterer, konstaterer John Møller.
- Det gode er, at han har givet os relativt god tid til at finde den rette efterfølger for akademiet, som fremdeles er vores omdrejningspunkt og en hjørnesten i vores sportslige strategi. Derfor ser jeg frem til i de kommende måneder sammen med blandt andre Mathias at få lagt det bedst mulige fundament for fremtidens akademi i AaB, siger den nye sportschef.
Mathias Krogh er ikke den første, som AaB har måttet tage afsked med i denne sæson. Særligt trænerstaben omkring førsteholdet er blevet reduceret markant efter nedrykning.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.