AaB

Analyse: AaB-chef har ryddet flot op - men det kan koste i foråret

Sportschef Inge André Olsen har haft fokus på at skabe plads i truppen og give sine fremtidige profiler spilletid andetsteds. Men eftersom det var det primære fokus, kan det koste i medaljekampen. Det mener Nordjyskes sportsjournalist

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 20:00

FODBOLD: En angriber ind fra 1. division - og ellers oprydning til den helt store guldmedalje. Det er i grove træk det transfervindue, som AaB-sportschef Inge André Olsen har lagt bag sig i januar.

Der er ingen tvivl om, at oprydningen har været tiltrængt i klubben.

Nordmanden har ligeledes arbejdet på at sende marginalspillere ud på nye eventyr gennem flere transfervinduer nu. Indtrykket er også, at endnu flere kunne have sagt på gensyn til AaB denne januar, hvis det stod til Inge André Olsen.

Men den manglende forstærkning over hele linjen kan ligeledes være blive dyr. Med potentielle medaljer og europæisk fodbold inden for rækkevidde kan de enkelte point i foråret blive aldeles dyre, hvis de falder ud til den forkerte side.

Transferoverblik i AaB

Ind:

Kasper Høgh (Hobro)

Ud:

Aleksandar Trajkovski (ophørt lejemål)

Marcus Hannesbo (udlån til FC Fredericia)

Tim Prica (udlån til WSG Tirol)

Andreas Hansen (udlån til FC Nordsjælland)

Selvom Aleksandar Trajkovski langt fra beviste sit værd i klubben, var han trods alt hentet ind med tanke på offensiv alsidighed. Meningen var, at han kunne træde ind på flere offensive pladser. Med Kasper Høgh fra Hobro ind og det svenske angrebstalent Prica på udlån er der altså ikke oprustet i angrebet, som ellers kunne virke tiltrængt. Det har nemlig ikke været sprudlende gennem efteråret trods en godkendt pointhøst.

Nogle vil pege på Lucas Andersens mulige comeback som en forstærkning, men vi kan ikke forvente meget af ham i foråret efter endnu en langvarig skade.

AaB's topscorere er Louka Prip og Iver Fossum, der primært har hjemme i den midterste kæde. Deres mål kan man ingenlunde regne med på samme niveau i foråret, når det spidser til. Dermed har Inge André Olsen hængt sin hat på, at Kasper Høgh skal præstere allerede fra første kamp, hvis der er ambitioner om at true medaljeplaceringerne.

Selvom han ser spændende ud, er det nok meget at forvente af den tidligere Hobro-mand.

På sin vis kan det også give mening, at der ikke har været den "shopping spree" ude på Hornevej. Som det står til lige nu, ved man ikke, om den kommende cheftræner først tiltræder til sommer. I en stor del af transfervinduet var det ligeledes uvist, hvem der overhovedet blev Martí Cifuentes' afløser. Det gør det oplagt at bruge pengene til sommer, når alle brikker er faldet på plads.

Hvis det ikke koster alt for meget på point og præstation i foråret, står Inge André Olsen i et godt lys for sit januarvindue. Men falder AaB fra i toppen, vil det unægteligt ligne en dyr første måned på året.

Mens der er ryddet op blandt de spillere, der var tilpas langt fra startopstillingen, har man ligeledes holdt på de vigtigste navne på holdkortet - eksempelvis Thelander, som klubben kunne have fået en god pose penge for. Her har den norske styrmand og resten af ledelsen trods alt prioriteret præstationerne på den korte bane.

Spørgsmålet er så, om AaB har valgt korrekt ved ikke at sælge forsvarsgeneralen. De store salg har nemlig været en mangelvare i klubben gennem to år.

Herfra skal den primære ros for vinterens transfervindue lægges ved rokaderne og udlejningerne, der faldt på plads. Det er fantastisk for alle parter, at Marcus Hannesbo, Tim Prica og Andreas Hansen har bedre udsigter til spilletid. De to førstnævnte er interessante talenter, som har brug for minutterne til at tage næste skridt - og en potentiel førstemålmand fra sommer kan også banke en smule rust af på superliganiveau.

Alt imens kan Inge André Olsens måske største salgsobjekt for fremtiden - 17-årige Theo Sander - komme tættere på seniorfodbold. En kontraktforlængelse til midtbanetalentet Malthe Højholt skal også nævnes i det sammenhæng.

Vi er altså nødt til at vente og se, før tommelfingeren for alvor kan vendes op eller ned. Januar kommer nemlig til at stå i lyset af sommerens transferaktiviteter og forårets sportslige præstationer for AaB's vedkommende.

Hold dig opdateret om AaB: Tilmeld dig vores nyhedsbrev om AaB her.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden