Sport

Argentina afværger fiasko mod Egypten efter stort comeback

Egypten bragte sig foran 2-0, men tabte 2-3 til Argentina, der er klar til kvartfinalerne ved VM.

Lionel Messi og co. på Argentinas landshold knuste egypternes drøm i slutminutterne.
Lionel Messi og co. på Argentinas landshold knuste egypternes drøm i slutminutterne. Buda Mendes/Ritzau Scanpix

De forsvarende verdensmestre fra Argentina var helt nede i sækken, men leverede et vanvittigt comeback mod Egypten i ottendedelsfinalen ved VM.

Egypten havde bragt sig foran 2-0, inden Argentina mod slutningen scorede tre gange på godt ti minutter og siden vandt 3-2.

Lionel Messi kom igen Argentina til undsætning, mens Enzo Fernandez blev matchvinder i tillægstiden.

Argentina dominerede opgøret indledningsvist, men efter et kvarter sendte Egypten chokbølger gennem den argentinske lejr med en overraskende føring.

Bolden blev slået til bageste stolpe, hvor Yasser Ibrahim tromlede Lisandro Martinez i luftrummet og headede læderet i netmaskerne.

Lionel Messi rystede på hovedet, og der gik ikke længe, før superstjernen måtte erkende endnu en skuffelse.

Nicolas Tagliafico blev nedlagt i feltet, og så pegede dommeren på pletten, men Messi formåede ikke at udplacere Mostafa Shobeir i Egyptens mål.

Han satte sit spark fra 11 meter, som ikke havde meget fart, i yndlingshøjden for en målmand, og så endte det i en nem redning efter 21 minutters spil.

Den egyptiske keeper, der til daglig optræder i hjemlandet, leverede generelt en halvleg i verdensklasse.

Først hev han en flot redning frem efter et hovedstød fra Alexis Mac Allister, inden han på nærmest mirakuløs vis afviste Julian Alvarez.

Egypterne var ikke i decideret vildrede, men de var pressede, for Argentina lagde et tungt pres omkring deres felt.

Egypten gik imidlertid til pause med føringen i behold. Da dommerens fløjte lød, sendte flere af spillerne en tak til de højere magter.

Argentinerne fortsatte dominansen efter pausen, men det forhindrede ikke Egypten i at levere et modsvar.

Og efter godt en time blev chokket i første omgang endnu større i den argentinske lejr.

Mostafa Ziko fordoblede føringen efter en omstilling, men argentinerne slap med skrækken, da målet blev annulleret efter VAR-tjek for frispark i opspillet.

Egypterne var livsfarlige på deres omstillinger, og efter 67 minutter sendte Ziko igen bolden i netmaskerne efter en kontra.

Denne gang blev målet ikke annulleret, og så var argentinerne helt nede i sækken.

Stemningen blandt de argentinske fans på stadion steg efter 79 minutter, hvor Cristian Romero headede reduceringen i mål. Messi stod for assisten.

Og som så mange gange før kom Messi Argentina til undsætning. Med godt fem minutter tilbage tordnede han bolden i netmaskerne fra kort afstand.

Enzo Fernandez blev siden helten i tillægstiden, hvor han headede Argentina i front efter en omstilling.

Argentina skal enten møde Schweiz eller Colombia i kvartfinalen.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden