Arrangører lover bedre forhold for isolerede OL-atleter

Der sker dagligt forbedringer for de isolerede sportsfolk ved OL, fastslår arrangørerne.

Vicedirektør for virusforebyggelse Huang Chun slår fast, at der bliver lyttet til klagerne fra de isolerede atleter. <i>Noel Celis/Ritzau Scanpix</i>

Vicedirektør for virusforebyggelse Huang Chun slår fast, at der bliver lyttet til klagerne fra de isolerede atleter. Noel Celis/Ritzau Scanpix

Forholdene for de isolerede OL-atleter i Beijing har højeste prioritet for Den Internationale Olympiske Komité.

Det fastslår IOC's kommunikationsdirektør, Mark Adams, da sagen bliver bragt op på onsdagens briefing i OL's pressecenter.

Danmark er en af flere nationer, der har klaget over kritisable forhold på isolationshotellerne. Det er de hoteller, der huser atleter, som er blevet testet positive for coronavirus efter ankomsten til Kina.

Dårlig mad, manglende træningsudstyr, elendigt internet og utilstrækkelig rengøring er kun nogle af de kritikpunkter, der er væltet ned over arrangørerne i de seneste dage.

Nu lover både IOC og de kinesiske værter forbedring.

- Forleden var der et digitalt møde, hvor atleter deltog, og hvor vi begyndte at forholde os til problemerne. Nu får sportsfolkene eksempelvis mad og snacks fra OL-byen.

- Alle de her sager er forskellige, så vi skal behandle dem individuelt, og derfor er det svært at tale om dem generelt. Men der bliver gjort en hel række ting for at forbedre forholdene, siger Mark Adams.

De kinesiske værter erkender, at der har været kritik af isolationshotellerne.

Og der bliver lyttet til alle indvendinger, forsikrer Huang Chun, som har titel af vicedirektør for virusforebyggelse ved legene.

- Vi noterer os alle de bekymringer, som atleterne giver udtryk for. Hver dag koordinerer vi med alle relevante parter, så vi kan løse problemerne med det samme og ikke behøver at vente til næste dag.

- Vi har allerede gjort noget ved problemerne med internet, mad, træning og atleternes mentale tilstand. Nu begynder vi at se på atleternes individuelle klager, så længe det ikke kolliderer med restriktionerne, siger Huang Chun.

Ifølge DIF-formand Hans Natorp lever forholdene ikke op til det, deltagerne var blevet stillet i udsigt i OL's såkaldte playbook, der beskriver retningslinjer og restriktioner i forbindelse med legene.

IOC slår da også fast, at man tager klagerne yderst alvorligt og føler med de indespærrede sportsfolk.

- Det er ikke en optimal situation at komme i isolation, det forstår vi fuldt ud, og vi har al mulig sympati med atleterne, der blot ønsker at konkurrere

- Det er en meget vigtig sag for os, og det er vigtigt, at vi håndterer den ordentligt, siger Mark Adams.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.