Fodbold

Både jubel og frygt hos FC Thy/ThistedQ efter meriterende sejr

Sarah Dyrehauge blev kørt på sygehuset, da thyboernes kæmpede en 2-0-sejr over Fortuna Hjørrings mestre i hus

Foto: Kim Dahl Hansen
Foto: Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

Opdateret 02. februar 2023 kl. 14:03

FODBOLD: Der lød et øredøvende brøl over Hjørring, da lørdagens premierekamp i Gjensidige Kvindeligaen blev fløjtet af. Det var gæsterne fra FC Thy/ThistedQ, der stod for jubelen, da de højst overraskende slog Fortuna Hjørrings danske mestre med 2-0.

- Det er første gang, vi slår dem, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er et lillesøster/storesøster forhold, vi har til Fortuna. Så i dag var det lillesøsteren, der trak det længste strå. Vi arbejdede jo benhårdt over hele banen, og især i anden halvleg holdt vi Fortuna flot fra fadet, siger cheftræner Torben Overgaard.

Rikke Dybdahl blev dobbelt målscorer, da hun to gange udnyttede tøven fra Fortuna-forsvaret og målmand Freja Thisgaard.

Foto: Kim Dahl Hansen Fortuna Hjørring og FC Thy-Thisted Q mødtes lørdag i sæsonpremieren i Gjensidige Kvindeligaen. Kim Dahl Hansen

- Det er rigtig stort at slå dem for første gang. Vi var gode til at stå sammen i dag, og så fik jeg nogle gode bolde at arbejde med oppe foran, smilede den segnefærdige angriber efter premieresejren.

Der var dog også et stort stænk malurt i sejrsbægeret hos FC Thy/ThistedQ, der måtte se profilen Sarah Dyrehauge udgå midtvejs i anden halvleg. Hun tog sig til skulderen efter en nærkamp, og det lugtede af en klassisk kravebensskade.

- Det lignede desværre meget det, Mathilde (Kjeldgaard, anfører, red.) var udsat for i pokalfinalen, hvor hun brækkede kravebenet. Sarah er blevet kørt til røntgenundersøgelse, og så må vi se, hvor alvorligt det er. Hun havde dog bevægelse i armen, da hun i første omgang prøvede at spille videre, så det giver da et lille håb om, at det ikke er så slemt, siger cheftræner Torben Overgaard.

Forsiden