Fodbold

Bælum lukker AaB's vindue: Vi er helt trygge ved truppen

Superligaholdets nye spillestil kalder ikke på flere deciderede centerforwards, siger direktøren

Foto: Martin Damgård
Foto: Martin Damgård

FODBOLD: AaB sonderede markedet, men fandt ikke noget, der var tilstrækkeligt interessant på transfervinduets sidste dag. Og klubben melder, at der ikke kommer til at ske mere frem mod midnat.

Dermed sagde man farvel til Mikkel Kaufmann, der med øjeblikkelig virkning røg til FC København, uden at hente en erstatning. Men det bekymrer ikke den sportslige ledelse i superligaklubben.

- Jeg har været i tæt kontakt med trænerteamet, og vi har selvfølgelig vendt situationen og de muligheder, der var på markedet, siger direktør Thomas Bælum.

- Der dukkede ikke noget op, vi mente, ville stille os bedre i forhold til foråret, og vi ønskede ikke at løbe en unødvendig risiko sportsligt eller økonomisk ved at hoppe ud i en eller anden hovsaløsning, uddyber AaB-bossen.

Han foretrækker, at man følger den oprindelige strategi med at holde nogle interessante transferemner under observation og først slår til, når omstændighederne er rigtige.

Søren Tengsted er en af de unge spillere, der måske kan se frem til mere spilletid i foråret. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Fremadstormende unge

- Holdet er stærkt nok til, at vi med de nuværende navne kan have det udtryk, vi gerne vil have på banen. Vi har mange unge fremadstormende spillere, der virkelig har budt sig til i træningskampene, og når vi siger, at vi gerne vil give vores egne spillere chancen, så skal vi også vise dem noget tillid, lyder det fra Bælum.

Selvom Tom van Weert er eneste tilbageværende fuldblods centerforward tilbage i superligatruppen, betyder det ifølge direktøren ikke, at alt står og falder med hollænderen.

- Den måde vi gerne vi spille på i foråret med tre mand på toppen og et offensivt presbetonet spil passer ikke ret godt sammen med en stor og tung targetman.

De tilbageværende 24 spillere skal altså forsøge at sikre AaB den sportsligt og økonomisk vigtige placering i top-6 i foråret.

Truppen kan dog stadig blive skåret til 23 navne, da forhandlingerne om et salg af Oliver Abildgaard fortsat er i gang. Dermed står det klart, at den pågældende udenlandske klub har et transfervindue, der fortsat er åbent, når kalenderen skifter til februar.

Det matcher med den russiske liga, hvor Rubin Kazan meldes varme på midtbanespilleren.

Valgeir Valgeirsson i aktion for AaB. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

Islænding under observation

Hvad angår det 17-årige islandske talent Valgeir Valgeirsson, har AaB valgt at lade ham spille videre på Island i foråret.

Han imponerende ellers under en prøvetræning, hvor han også fik spilletid i testkampene mod AGF og IFK Göteborg.

- Vi har haft en god dialog med ham, og vi holder øje med ham i det næste halve års tid og ser, hvordan tingene udvikler sig. Han er stadig meget ung, og vi så han alligevel ikke som en spiller, der ville være aktuel til superligaholdet her og nu, lyder Bælums forklaring.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden