Bayern München-spiller træner med i AaB

AaB har i disse dage et nyt ansigt med til træning, da man har fået besøg af en spiller fra selveste Bayern München

AaB har i disse dage besøg af en spændende kantspiller, der skal forsøge at overbevise klubben om sine kvaliteter. <i>Foto: Lars Pauli</i>

AaB har i disse dage besøg af en spændende kantspiller, der skal forsøge at overbevise klubben om sine kvaliteter. Foto: Lars Pauli

AALBORG:AaB-truppen var tirsdag tilbage på træningsbanen efter den uge lange træningslejr i Polen. Langt de fleste AaB-spillere var med i den to timer lange træning. Her løb Daniel Granli og Andreas Poulsen rundt for sig selv under hele træningen, og de to AaB-spillere var uden sammenligning dem, der fik tilbagelagt flest meter under træningen. 

Kasper Høgh trænede indenfor, mens Lucas Andersen trænede med i en del af træningen for siden at gå ind. Iver Fossum var slet ikke med i tirsdagens træning, men direkte adspurgt, om han glimrede ved sit fravær grundet en forestående transfer, lød svaret prompte fra sportschef Inge André Olsen, at hans landsmand blot var feberramt. 

Til gengæld var der besøg fra Tyskland i forbindelse med tirsdagens træning. Nærmere bestemt fra selveste Bayern München. Williams Baffour har spillet i den tyske storklub siden 2013, men den tyske teenager med ghanesiske rødder skal ud at finde sig en ny klub, og derfor er han tirsdag og onsdag med i AaB's træning i håbet om at spille sig til en aftale. 

- Han har tidligere været i Sassuolo, inden familien flyttede til Tyskland. Her havnede han i Bayern München, da han var 13 år, og så har han spillet der siden, fortæller AaB's scout og analytiker Jim Holm Larsen, der er manden, som har scoutet Williams Baffour. 

- Der er tale om en lidt mere klassisk kantspiller, end de andre kantspillere vi har i truppen, som for de flestes vedkommende også er dygtige i mellemrum. Her er Williams Baffour en mere klassisk kant, og han har en fart, der matcher Hannesbos og Nosches på de korte distancer, og Pedro Ferreira over længere distancer, siger Jim Holm Larsen. 

- Det, han skal excellere på, er fart og en-mod-en-færdigheder. Vi søger en kant, der er lidt mere kant end mellemrumsspiller, og det er derfor, vi har valgt at se ham an, siger Jim Holm Larsen.  

Nu er Baffour på jagt efter en ny klub, hvor vejen til førsteholdsfodbold er lidt kortere, end den ville være i Bayern. Umiddelbart ligner han ved første øjekast dog ikke en spiller til AaB's startopstilling, men han har også alderen til at spille U19-fodbold en sæson endnu. 

Hvis ikke AaB vælger at rykke på Williams Baffour, står hans tidligere klub Sassuolo klar med en lærlingekontrakt. Bedømt på tirsdagens træning er der ingen tvivl om, at Baffour har nogle kvaliteter i det offensive spil, men om det er nok til at få AaB til at tilbyde en kontrakt, er et helt andet spørgsmål.

FC Bayern München spiller

Aab Træning 12 juli 2022

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.