Vendsyssel FF solgt til udlændinge

Schweizisk selskab har købt aktiemajoriteten i fodboldklubben

Jacob Andersen (tv.) afhænder aktiemajoriteten til Ahmet Schaefer (th.) og selskabet Core Sports Capital. Foto: Bente Poder

Jacob Andersen (tv.) afhænder aktiemajoriteten til Ahmet Schaefer (th.) og selskabet Core Sports Capital. Foto: Bente Poder

FODBOLD:Fodboldklubben Vendsyssel FF, der til daglig spiller i 1. division (NordicBet Ligaen) er blevet solgt til et schweizisk selskab. Prisen ønsker ingen af parterne at oplyse.

Core Sports Capital (CSC) har købt aktiemajoriteten i Vendsyssel FF, og direktør Ahmet Schaefer indtræder som ny bestyrelsesformand, mens den hidtidige hovedejer, Jacob Andersen, træder et skridt ned og bliver næstformand. Han fortsætter også som en del af ejerkredsen - sammen med fire andre lokale investorer.

CSC kalder sig en international alliance med fokus på opbygning og udvikling af fodboldforretninger. I forvejen driver selskabet Ligue 2-klubben Clermont Foot 63 i Frankrig samt den østrigske 2. Bundesligaklub SC Austria Lustenau.

Direktør og grundlægger, 39-årige Ahmet Schaefer, understreger, at man ikke kommer til Hjørring for at lave øjeblikkelige revolutioner. Man fortsætter med de nuværende trænere samt spillertrup, men har dog ambition om at tilføje to til tre nye spillere, inden sæsonen starter.

Ahmet Schaefer lover, at hans selskab vil være flittigt til stede i Hjørring. Foto: Bente Poder

Ahmet Schaefer lover, at hans selskab vil være flittigt til stede i Hjørring. Foto: Bente Poder

- Det skal enten være unge talenter eller mere etablerede - men stadig yngre spillere - som kan udvikle sig. Vi vil udvikle Vendsyssel FF og på sigt tage klubben tilbage til Superligaen, men vi vil ikke forcere noget, understreger schweizeren.

Jacob Andersen startede samtalerne med de nye investorer i februar 2020, og han føler på ingen måde, han har solgt ud af Vendsyssels sjæl eller værdier.

- Ledelsen i CSC er passioneret omkring fodbold, har mange års erfaring fra verdens absolutte fodboldtop, og samarbejdet giver os adgang til ressourcer som eksempelvis scouting i hele verden, masser af data, nye træningsmetoder og efteruddannelse af trænere. Derfor var det også en enig og meget tilfreds ejerkreds, der takkede ja til tilbuddet, lyder det fra Jacob Andersen.

Den nye bestyrelsesformand Ahmet Schaefer har tidligere været en del af ledelsen i det internationale fodboldforbund FIFA, som han forlod i 2011 for at arbejde med blandt andet køb og salg af sportsrettigheder, inden han i 2018 etablerede Core Sports Capital.

Det schweiziske selskab tæller desuden den tidligere karrierediplomat for Frankrig og FIFA-præsidentkandidat i 2016, Jerome Champagne, finansdirektør Yannick Flavien og den tidligere scout og sportsdirektør i blandt andet Hannover 96, 1. FC Kaiserslautern, Carl Zeiss Jena og BSC Young Boys, Ingo Winter.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden