Bredden knager hos Vejgaard: Lokalbrag i pokalturneringen

Vejgaard kan ikke stille med de bedste, når Jammerbugt kommer på besøg i Sydbank Pokalen

Vejgaard får det svært i kampen mod Jammerbugt, for bredden er ikke, hvad den har været i den nordjyske Danmarksserieklub. Arkivfoto: Henrik Bo

Vejgaard får det svært i kampen mod Jammerbugt, for bredden er ikke, hvad den har været i den nordjyske Danmarksserieklub. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:I sidste sæson chokerede Vejgaard Boldspilklub alt og alle, da de slog superligamandskabet fra Hobro ud af pokalturneringen, inden de siden tabte til AaB.

I denne sæson er der dog noget, der tyder på, at de store pokaloverraskelser ikke kommer på Soffy Road.

Tirsdag aften får holdet besøg af Jammerbugt fra 2. division, og selvom et godt lokalopgør aldrig er at foragte, så kommer turneringen ikke ligefrem belejligt i denne sæson.

- Vi har slet ikke den bredde trup, som vi havde i sidste sæson. Vi har mistet en del spillere og er stadig i gang med at finde nye spillere, der kan passe ind på holdet. Så som det er lige nu, så vil jeg næsten sige, at pokalturneringen forstyrrer en lille smule, siger træner Nikolaj Jonstrup, der overtog jobbet efter Christian Flindt Bjerg.

- Selvfølgelig er et lokalopgør altid spændende, og vi vil da også gerne vinde og have en god aften på hjemmebanen. Men jeg skal da også erkende, at vi nok havde gået mere op i pokalturneringen, hvis det var en kamp mod FC København, siger han.

- Vi må erkende, at det meget er de samme 11-14 navne, der kommer til at spille for os lige nu, og efter en kort og hektisk opstart til den nye turnering, så er vi nødt til at bringe nogle andre i spil til et pokalopgør, siger træneren.

Vejgaard er startet livet i Danmarksserien med to sejre hjemme og to uafgjorte ude, og især holdets offensive spillere har meldt ind med en del scoringer.

- Og det er jo som regel en meget god tommelfingerregel, at hvis man får point på den måde, så er det ikke helt skidt. Men nu er jeg jo ansat til at finde huller i osten, og jeg har ikke helt være tilfreds med vores spil i de første kampe. Som træner kan man jo kun klø sig i håret, hvis man kan se, at holdet spiller godt, men til gengæld ikke får point. Og hvis holdet spiller skidt, men vinder kampe, så er der en masse, der klapper ham på ryggen og siger godt klaret, siger han.

Kampen på Soffy Road spilles klokken 17.00. Vinderen af det nordjyske opgør skal i anden runde møde Middelfart, og nordjyderne vil under alle omstændigheder have hjemmebane i det opgør uanset, hvem der vinder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.