Håndbold

Brud i hånden holder Magnus Landin ude i flere uger

Hvis helingen går, som den skal, vil Magnus Landin være tilbage i træning om seks uger ifølge Kiels klublæge.

I fredagens træning pådrog Magnus Landin sig et brud i hånden. (Arkivfoto).
I fredagens træning pådrog Magnus Landin sig et brud i hånden. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den danske håndboldspiller Magnus Landin er ukampdygtig i de kommende uger, efter at han har brækket en knogle i hånden.

Det skriver hans tyske klub, THW Kiel, på sin hjemmeside.

- Hvis helingsprocessen går, som den skal, kan Magnus vende tilbage til træning om seks uger, siger Kiels klublæge, Frank Pries.

Den danske landsholdsfløj fik et brud på en knogle i hånden under en træning med Kiel fredag.

- Klublægen konstaterede, at 28-årige Landin havde et brud på den tredje knogle i håndroden, hvilket gjorde, at en operation ikke kunne undgås, skriver Kiel på hjemmesiden.

Dermed går Magnus Landin glip af en vigtig periode for den tyske storklub.

Godt nok halter Kiel efter i Bundesligaen, hvor holdet indtager en femteplads med ni point op til førerholdet, Füchse Berlin, men i Champions League venter en kvartfinale mod Montpellier eller RK Zagreb i slutningen af april.

Herrelandsholdets næste samling er i begyndelsen af maj, hvor to testkampe mod Norge og Kroatien venter som led i OL-forberedelserne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden