Corona spændte ben for Allan Heines planlægning
EH Aalborg er tilbage i toppen af 1. division. Men de seneste måneder har været svære at navigere i for håndboldmandskabet
HÅNDBOLD: Forberedelserne til lørdagens kamp mod Roskilde Håndbold i 1. division var ikke optimale for EH Aalborg. Alligevel vandt nordjyderne med 32-25 og kom dermed tilbage på sejrskurs.
Sandra Erlingsdottir og Märta Hedenquist har ventet på prøvesvar for at kunne spille weekendens opgør og var dermed ikke med i forberedelserne.
- Vi har haft to spillere, der nærmest ikke var med til træning, fordi de har været gennem et karantæneræs for at finde ud af, om de blev testet negativ. Sandra trænede med i går, mens Märta ikke har trænet med hele ugen. Det har været en rodet optakt, og jeg var lidt spændt på, hvordan det ville gå, fortæller cheftræner Allan Heine.
- Men det er rart at være tilbage på vindersporet efter at have kæmpet lidt med tingene midt i alt det her corona, tilføjer han.
Det er langt fra første gang, at coronapandemien gør det svært at være cheftræner for det nordjyske hold. I slutningen af oktober blev 1. division nemlig sat på pause, hvilket gav en hektisk afrunding på året.
- Vi lagde jo en plan fra starten af sæsonen for, hvornår vi skulle toppe formmæssigt. Den ufrivillige pause ødelagde meget for mig i forhold til det. Så vi måtte lave om på nogle ting og skulle spille fire kampe på 10 dage. Det var vi ikke rustet til, indrømmer Heine.
Frem til pausen var EH Aalborg ubesejrede i ligaen - men efter genåbningen løb de ind i fire nederlag gennem de første seks kampe.
- Det kan måske give lidt usikkerhed, og den har vi bokset med. Man skal huske, at det er nogle unge piger, som spiller på holdet. Derfor vil der komme op- og nedture, siger cheftræneren.
Sejren over Roskilde kunne meget vel blive begyndelsen på en optur. Efter en usikker start var EH Aalborg nemlig stærkt dominerende gennem kampen mod midterholdet.
Men Allan Heine vurderer alligevel, at kampen om oprykning til ligaen kan blive svær for aalborgenserne.
- Med kampene i december og den seneste mod Bjerringbro har vi spillet os lidt væk fra den absolutte top. Nu handler det om at have fokus frem til næste kamp, siger han.
- SønderjyskE, Ringkøbing og Hadsten har et niveau mere end os. Så vil det også lyde skørt, hvis jeg siger, at vi er bedre end Bjerringbro. Dem fik vi storsmadder af sidst - både taktisk og fysisk. Så vi ligger i et vakuum under de allerbedste. Men vi kan godt slå dem, så vi skal finde vores absolutte styrker frem, siger tilføjer træneren.
Efter lørdagens kamp indtager EH Aalborg en tredjeplads i 1. division. Den næste kamp er mod AGF, der indtager en bundplacering i landets næstbedste række.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.