Dårlig føde og dopingfrygt gør DIU-boss til madchauffør

Tre gange om dagen må danske ledere fragte mad fra OL-byen til isolerede atleter og reservespillere.

Den danske OL-delegation har gentagne gange klaget over forholdene for de atleter, der bor uden for OL-byen. <i>Brynn Anderson/Ritzau Scanpix</i>

Den danske OL-delegation har gentagne gange klaget over forholdene for de atleter, der bor uden for OL-byen. Brynn Anderson/Ritzau Scanpix

Danmarks Ishockey Unions direktør har gjort sig mange forestillinger om, hvordan det ville være at komme til OL for første gang.

Men han havde ikke kalkuleret med, at turen til Beijing skulle inkludere en fast, daglig tjans som madchauffør for sultende sportsfolk.

Sammen med andre ledere i den danske delegation pakker Ulrik Larsen tre gange om dagen mad i kasser og kører den fra OL-byen og ud til danske atleter andre steder i den kinesiske hovedstad.

Det gælder især til de to ishockeyspillere Nick Olesen og Matthias Asperup, som på niende dag sidder på isolationshotel, hvor maden er nærmest uspiselig og portionerne mikroskopiske.

- Vi har jo nogle udfordringer med de forhold, de lever under. Derfor er alle vi, der ikke har en funktion ved konkurrencer, involveret i madtransporten, siger Ulrik Larsen.

Den færdigpakkede mad bliver fragtet i en af de OL-biler, som deltagerlandene har fået stillet til rådighed.

Selv om der er chauffør i bilen, kræver arrangørerne, at der skal være en repræsentant fra den danske delegation på passagersædet.

Det er blevet en omfattende operation. For madruten går også forbi et andet hotel, hvor ishockeylandsholdets fem reservespillere bor.

- De er blevet frarådet at spise det, der bliver serveret på hotellet. Det står simpelthen på døren. Man kan ikke garantere, at maden er dopingfri, siger Ulrik Larsen.

Der er vel at mærke tale om et hotel, der er bestilt gennem arrangørerne, og hvor flere nationer har reservespillere placeret.

Alligevel er man altså ikke i stand til at forsikre, at der ikke har sneget sig forbudte stoffer ind i råvarerne.

- Her på dag ni kan man lige så godt resignere og bare koncentrere sig om at få ordnet de ting, vi kan ordne, siger Ulrik Larsen.

Kampen for at forbedre forholdene for de isolerede spillere fortsætter. Tirsdag blev Olesen og Asperup flyttet til et nyt hotel, men ifølge de første meldinger er det begrænset, hvor meget det har hjulpet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.