Dagbog fra AaB-træningslejr: En hektisk transferdag
NORDJYSKEs Søren Olsson skriver dagbog fra Spanien

Foto: Martin Damgård
FODBOLD:Det er efterhånden ottende gang, at jeg er af sted med et fodboldhold på træningslejr, men jeg kan allerede sige nu, at det her er en af de bedste ture, jeg har været på.
Sidste år tilbragte jeg 16 dage i Tyrkiet med både AaB, Hobro og Vendsyssel FF, og på de 16 dage, så vi vel solen en enkelt dag. I Spanien er vejret helt perfekt. 22-23 grader og ikke en sky på himlen.
De siger godt nok, at det bliver koldere på torsdag - men det er så også der, vi tager hjem igen.
Turen startede også behageligt. Normalt inkluderer træningslejre, at man skal møde i Aalborg Lufthavn, før en vis herre får sko på. Men med en direkte afgang til Malaga fra Aalborg, kunne vi vente med at flyve til 11.15.
Alligevel var vi fremme på det glimrende hotel, Melia Puerto Banus inden klokken 17, og så var det ellers tid til den første træning.
Det var den træning, hvor hele AaB-holdet røg ud på en ufrivillig sightseeingtur i Marbella. Jeg selv og fotografen ankom til træningsbanen efter 10 minutter, da vi fik et lift med den lokale guide.
Ham har fotografen døbt Speedy Gonzalez. Han holder absolut ikke igen i trafikken, kan man vist roligt sige, og jeg er overbevist om, at han har en aftale med en lokal mekaniker om at få tjekket støddæmpere hver 14. dag - den får ikke for lidt henover fartdæmpere og vejbump.
Fredag var så første hele dag i Spanien, og samtidig var det også den dag, at transfervinduet lukkede i Danmark. Det bød hektisk aktivitet, for allerede halv ni kunne fotografen fange de glimrende billeder af unge Mikkel Kaufmann, der blev afhentet for at støde til FCK's træningslejr i Portugal.
Det er en af de fordele vi har ved at bo samme sted som AaB - det giver nogle ekstra muligheder, og det er skønt, at vi kan have så godt et samarbejde.
Med det øjeblikkelige salg af Kaufmann kom det selvfølgelig til at fylde meget af arbejdsdagen, og jeg var lettet, da det endelig lykkedes mig at få fat i angriberen over telefonen i Portugal kort før klokken 21 - der måtte sen aftensmad være sen aftensmad. For der var linjer, der skulle skrives.
Der blev også tid til at tage en lang snak med Patrick Olsen til et stort portræt, der rammer nordjyske.dk søndag. En virkelig behagelig time med en fodboldspiller, der har oplevet lidt af hvert - og også er en god fortæller.
Så da først alt var overstået, så blev det altså til et ekstra glas vin fredag aften - det synes vi faktisk, at vi havde fortjent.
Madmæssigt har vi det glimrende. Hotellet har tre restauranter, der serverer både morgenmad, frokost og aftensmad. Vi spiser ikke sammen med holdet - den tid får de lov til at have i fred. Og her er det altid pudsigt at sidde og betragte de øvrige hotelgæster - og også spillerne fra Malmö FF, der bor på samme hotel.
Lørdagen bød på en lang morgentræning, og så en længere snak med Jakob Ahlmann, der blev lettere overrasket over nogle fakta, jeg kunne servere for ham. Det kan du læse mere om her på Nordjyske.dk på mandag.
Foreløbig er det tid til at ønske alle derhjemme en god weekend - der kommer mere herfra de kommende dage.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.