De løb sammen, men Rune vil ikke bytte med Kronprinsen
Rune Baun Wagner fik lov til at smage på det royale liv - tirsdag er det tilbage til hverdagen
Opdateret kl. 23:53
Efter at Kronprins Christian havde krydset målstregen i Brønderslev, blev han spurgt, hvordan han havde oplevet sin første rigtige arbejdsdag.
For i modsætning til de fleste fremmødte er Kronprinsens tilstedeværelse ved Royal Run en del af hans officielle pligter for Kongehuset.
Efter at have fået pusten svarede han høfligt:
- Indtil videre er jeg meget begejstret for at være her, og tak til Brønderslev fordi jeg måtte komme, det har været en fornøjelse.
Med på ruten havde han selskab af Rune Baun Wagner og Ida Janum–Riis, der begge kommer fra Brønderslev.
For Rune Baun Wagner var det et glædeligt gensyn med Kronprinsen. Han var nemlig en af de to, der repræsenterede kommunen, da han i efteråret var med til fejringen af Kronprinsens 18-års fødselsdag.
I dag fik han også lov til at mærke, hvordan det er at være i rampelyset.
- Det har været intens med meget opmærksomhed. Det har været meget unaturligt for mig, det er virkelig ikke min livsstil. Men det har været hyggeligt, nu det kun er for en dag, siger han.
Selvom de to er jævnaldrende, er Rune Baun Wagner ikke i tvivl om, at deres liv adskiller sig en del fra hinanden.
- Hans livsbane er helt anderledes end min. Hans fremtid er allerede planlagt, og det er blandt andet sådan noget her, han skal. Han arbejder ikke bare i en Spar, siger han.
En fremtid fuld af muligheder
Tirsdag får Rune Baun Wagner at vide, hvornår han skal op til de sidste eksamener, før han bliver student til sommer.
- Jeg har frit spil, når det kommer til min fremtid, det har Kronprins Christian jo ikke på samme måde, siger han.
Han er åben for de muligheder, et sabbatår byder ham, men den foreløbige plan er, at han skal arbejde som pædagogmedhjælper i en børnehave.
- Jeg har altid været god med små børn, så jeg tænker, at jeg starter der. Så kan jeg tage pædagoguddannelsen om nogle år, hvis det er det, jeg har lyst til, men det kan jo nå at ændre sig, siger han.
Selvom Rune Baun Wagner ikke har fået en royal opdragelse, tager han mange gode ting med hjemmefra, som han regner med, vil gøre ham godt i fremtiden.
- Jeg har altid fået at vide, at man skal være sød ved andre, og at man skal være tålmodig. Der skal være plads til alle, siger han.
Tålmodighed var der nok af, da han sammen med Ida Janum–Riis viste Kronprinsen rundt blandt de mange fremmødte med kameraer konstant rettet mod dem.
For det er svært at gå ubemærket rundt i Brønderslev, når man er landets kommende konge, og Rune Baun Wagner er ikke i tvivl: han vil ikke bytte.
- Der er nok nogle økonomiske fordele, men jeg er nu glad for, at jeg kan gå i fred i Brønderslevs gader, siger han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.